Ord er væsentlige

Ord er væsentlige. I det demokratiske Danmark betyder det frie ord – i den ideelle situation – at meninger brydes, og at det bedste argument vinder. Kampene i samfundet udspilles med ord. Demokrati er den skikkelige måde at være uenige på, som Løgstrup sagde. At løse sine problemer med andre midler end talens og skriftens brug er et svaghedstegn. I et førmoderne samfund spiller ord en anden og lige så betydningsfuld rolle, som hænger sammen med ære, værdighed og troværdighed. Man fusker ikke med sit ord, for balancen i samfundet, den underdaniges respekt og myndighedens nåde udtrykkes i ord. Når ordet brydes og balancen forskubbes, skal den genoprettes med fysisk magt.

Skam, ærestab og fornærmelser udviskes med blod. Et moderne menneske opfattes af det førmoderne som dådløst – foruden æreløst, gudløst osv. – fordi vi moderne ikke har et privat voldsberedskab. Det har vi for længst overladt til statens politi og domstole. En førmoderne kunne aldrig finde på at ringe til staten for at afgøre en disput. Hvad har man ellers brødre og fætre til?

Det danske landbosamfund i det 18. århundrede var umådelig voldeligt målt med vore dages alen. Det kan ses på retsudskrifterne, der beretter om en uendelighed af lemlæstelser, som bondekarlene påførte hinanden. Men volden var et afledt fænomen, for de egentlige tvistigheder handlede om fornærmelser. At blive kaldt tyv, løgner eller sågar nidding, hvad der svarer til lidt af hvert, men bestemt ikke noget godt, kunne ingen mand have hængende på sig.

Der måtte æresoprejsning til. Det er et tegn på det 18. århundredes modernitet, at det så ofte lod tvisten afgøre af retsvæsenet. Det er et førmoderne træk, at de tog sig skældsord så nær. Domstolene selv var heller ikke alt for moderne.

Man husker i dag kun dødsdommen over Struense, men dommen strakte sig faktisk videre. Førend Struensee fik hugget højre hånd og hovedet af (i den rækkefølge), brød bødlen hans skjold som tegn på, at han havde forbrudt sin ære, som det hed i dommen.

I dag får man ikke bøjet så meget som et visitkort. En moderne retsstat ejer ikke enevældens sans for festlig overflod. Den økonomiserer strengt med sin voldsanvendelse. Den ideelle vold er usynlig og forklæder sig gerne som vejledning eller omsorg.

Den er transformeret til sprog. I politik foregår det som en kamp om territorium i det offentlige rum. Hvem har gennemslagskraft til at sætte dagsordenen? Hvem stiller forslagene og hvem er henvist til kommentatorens rolle?

Politik består i praksis derfor ofte i at bringe modstanderen til tavshed. Det hører til spillets regler. Ofte misforstås denne manøvre som en krænkelse af ytringsfriheden. Manuel Barrosos første kandidat til posten som kommissær for retlige anliggender, Rocco Buttiglione, blev i praksis vraget af EU-parlamentet, fordi han havde ytret sin vatikanske mening om homoseksuelle og siden sat trumf på ved at nedgøre enlige mødre. Ekstra Bladets lederskribent mente, at Buttigliones ytringsfrihed var blevet krænket. Det er en radikal misforståelse af begrebet. Politik er kendetegnet ved at være den branche, hvor det kan koste jobbet at have en holdning, og hvis det ikke var sådan, var vi ilde stedt.

Politik kender ingen ofre – kun frivillige, for nu at citere en autoritet på dette felt, pressesekretæren C.J. Cregg fra tv-serien, Præsidentens Mænd. Det gælder også den omgivende offentlige debat. Man må finde sig i modsigelse.

Ytringsfriheden gælder noget andet. Den er først og fremmest borgerens ret til ikke at blive censureret af staten. Myndighederne må ikke regulere, hvad der bliver sagt i det offentlige rum.

Det ligger i hele grundlovens natur. Det er den lov, der i det hele taget regulerer forholdet mellem borger og stat. Menneskerettighederne spiller omtrent samme rolle, selv om vanskelighederne allerede begynder ved den omstændighed, at menneskerettighedserklæringerne er noget mere abstrakte, fordi de ikke på samme måde indgår i et registreret partnerskab med en stat.

Jeg kan som privatperson med andre ord kun vanskeligt knægte andres menneskerettigheder. Hvad jeg begår af uret mod mine medborgere, reguleres af straffeloven eller er henvist til private søgsmål. Det gælder også mine ytringer, hvis der er tale om racisme eller bagvaskelse.

Lovens ord om ærekrænkelse og blasfemi er overleverede fra ældre tider, men de kan nok ikke undværes, især ikke fordi de vil kunne tjene som en førmoderne religiøsitets vej ind i det moderne. Takket være retsvæsenets konservatisme har vi måske her redskabet, der kan demontere en uheldssvanger tradition for privat voldsanvendelse.

(kommentar i Information 6. dec. 2004)