Hofbal i den borgerlige

Pressechef i Dansk Folkeparti Søren Espersen gav udtryk for en slet skjult kritik af dronningen, fordi hun – eller rettere ceremonimesteren – havde tilladt en af gæsterne ved hofballet for politikere, SF’s Kamal H. Qureshi, at give møde i pakistansk festdragt.

Espersens ordvalg afslører den radikalitet, hvormed der gås til værket i partiet: »Med sin egocentriske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham dansk indfødsret.«

Dansk Folkeparti er på mange måder konservatismens fornemste repræsentant i Danmark. Søren Krarup har haft en vigtig finger med i spillet, da konservatismens urskrift, Edmund Burkes refleksioner over den franske revolution, blev oversat og udgivet på dansk på Tidehvervs forlag. De lægger vægt på slægten, gudsfrygten, den nationale tilknytning, forsvarsviljen osv. Det er værdier, der blev til overs, efterhånden som Det Konservative Folkeparti har solgt ud af arvegodset i løbet af den seneste generation.

Hvad Dansk Folkeparti savner er forsonligheden. Det er en god konservativ dyd at holde hus med sine aggressioner, at stifte fred med det bestående. De konservative selv ynder at påberåbe sig dannelsen som deres vigtigste egenskab, både forstået som lærdom og som tempereret opførsel. Foragt udvises med lærd elegance.

I den forstand er Dansk Folkeparti ikke et konservativt parti. Her taler man med store bogstaver, og ukvemsordene sidder løsere end på en morgengnaven havnearbejder.

Modviljen gælder som nævnt i første omgang alt det fremmede pak. Men man skal altså heller ikke undervurdere den foragt, som partiet nærer for det system, der har bragt det til magten. Partiet har i enestående grad politiseret områder, der af stort set alle andre partier regnes for samfundssystemets selvfølgeligheder. DF flytter med spillereglerne, ikke med brikkerne. Pia Kjærsgaard anklagede for eksempel i anledning af en højesteretsdom landets højeste domstol for at have fældet en »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk« dom.

Dansk Folkeparti bøjer sig ikke for nogen autoritet anden end deres egen. Partiet er autoritært organiseret og kan i vid udstrækning ignorere sine menige medlemmer. Det kendetegner en god kamporganisation. Til gengæld påberåber ledelsen sig ustandseligt den fiktive autorisation fra det såkaldte ’tavse flertal’, om hvilket man i hvert fald kan sige, at det med sikkerhed er tavst.

I denne frigjorthed fra reelle autoriteter ligger partiets revolutionære grundkarakter. Deres vilkårlige udfald mod alle etablerede samfundsinstitutioner viser, hvor lidt de identificerer sig med det danske samfund, som det består i dag. Velkommen til hofbal.

(Information 6. marts 2004)