Grundtvig og -68

Det var så vidt vides Henning Fonsmark, der i sin berømte debatbog Historien om den danske utopi lancerede teorien om, at den danske nationalkarakter skyldes et møde mellem Grundtvig og Marx. Det er en forførende tanke, som bestemt har noget for sig, hvilket jeg vil uddybe om lidt, men man skal holde sig for øje, at teorien først og fremmest lider under, at de to tænkeres tilhængere på dansk nærmest er født som hinandens modsætninger.

Marxister, som man for hundrede år siden kunne finde dem, for eksempel i Socialdemokratiet, foragtede liberalisme, borgerlighed, religiøsitet og nationalisme, og det indebar et endog stærkt modsætningsforhold til det grundtvigske. Nu skal man være varsom med at identificere det grundtvigske med Grundtvig, men dele af grundtvigianismen kan til dette formål godt karakteriseres med henvisning til, hvad Grundtvig selv mente.

For så vidt Grundtvig selv havde et begreb om økonomi - og det er tvivlsomt - var han liberal. Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling var han for eksempel modstander af Grundlovens forsørgelsesparagraf (den nuværende paragraf 75, stk. 2). Folk måtte jo klare sig selv. Grundtvig var kritisk over for folkekirkeordningen, men i praksis blev grundtvigianismen efterhånden en af folkekirkens væsentligste støttepiller. Det begyndte med, at Grundtvig i sin alderdom blev udnævnt til titulær biskop. I dag er alle biskopper titulære grundtvigianere.

Endelig må Grundtvig karakteriseres som en af sin tids mest indflydelsesrige nationalister. Det er en kort og egentlig også lidt unfair karakteristik, fordi det så let kommer til at lyde som en fordømmelse af Grundtvig, men sandheden er i korthed den, at Grundtvig om nogen har bidraget til at skabe det forestillede fællesskab, som vi i daglig tale kalder »vi danskere«.

At Socialdemokratiet alligevel ikke har været uimodtagelig for hverken grundtvigske eller kirkelige synspunkter i almindelighed er noget, som flere historikere herunder ikke mindst Niels Finn Christiansen har gjort opmærksom

på. En af nøglepersonerne var socialdemokraten Frederik Borgbjerg, der til trods for at han var fremtrædende medlem af partiet ganske uskrømtet kaldte sig selv grundtvigianer.

En nøglebegivenhed indtraf ved Grundtvigs 150 års fødselsdag i 1933, hvor Borgbjerg - nu undervisningsminister - var blevet opfordret til at sige et par ord i Arbejdernes Læseselskab i København. Det var en hyldesttale. Borgbjerg tog blandt andet Grundtvig til indtægt for »en meget radikal og social Politik«. Som dokumentation for denne dristige påstand kunne Borgbjerg citere de sidste to linier af Grundtvigs fædrelandssang fra 1820, Langt højere Bjerge. Det er dem, der handler om, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.

Det er antagelig det eneste sted i hele Grundtvigs enorme forfatterskab, der kan bruges til at understøtte en socialdemokratisk fordelingspolitik, men det har ikke hindret velfærdsstatspolitikere i at tage det frem af skuffen igen og igen.

Den stille alliance mellem socialistisk og grundtvigsk tankegods, der blev smedet i midten af 1930rne, var et resultat af Socialdemokratiets omlægning fra klasseparti til folkeparti, et forsøg på at udbrede partiets vælger- og legitimeringsgrundlag til at omfatte stort set alle voksne danskere.

Dertil krævedes en oprustning af den nationale retorik, og det var netop folk som Grundtvig, der havde bidraget til at skabe en forestilling om folket som stærkt afgrænset udadtil og meget stærkt integreret indadtil. Det var især dynamikken i den nationale integration, som kunne bruges til socialdemokratiske formål, og det er også den, der er det ideologiske brændstof bag den velfærdsstat, som voksede frem efter krigen.

Den ortodokse marxisme havde trange tider i dansk politik efter krigen. Arbejderbevægelsen pukkede på ideen om økonomisk demokrati og kaldte hinanden kammerater, men ellers var det småt med revolutionære tiltag. De organiserede kommunister kunne notere sig for enkelte sejre og nogle pæne nederlag. DKP havde en større indflydelse, end medlemstallet berettigede, og det skyldtes en stærk organisation.

Fra begyndelsen af 1960erne begyndte en intellektuel marxisme imidlertid at vokse frem. Der var ikke tale om noget organiseret projekt. Aktørerne krydsede ganske vist ind og ud af organisationer og partier, men det afgørende var stemningen, tidsånden - diskursen som mine poststrukturelle kolleger siger. I dette røre optrådte også Grundtvig som ingrediens.

Hovedansvaret - skylden om man vil - for at gøre Grundtvig til parthaver i hele det ideologiske kompleks, som vi for nemheds skyld har givet nummerbetegnelsen 1968, må lægges på Ejvind Larsens og Ebbe Kløvedal Reichs skuldre.

Ejvind Larsen har efterhånden skrevet i mere end et halvt århundrede for dagbladet Information, der ikke mindst i kraft af netop Larsen blev hoforgan for 1968erne. Han udgav i 1974 en lille bog om Marx og Grundtvig, hvori han - foruden de indlysende forskelle - pegede på en række ligheder mellem de to, deres kritik af staten og den golde magt, deres profetiske naturer, deres forestilling om nødvendigheden af praksis og velsagtens også deres så frodige oprørstrang, som kan tiltale en gammel spinatfugl.

Larsens forsøg mødte en del modstand og vandt ikke mange disciple for sig. Men indirekte havde hans indflydelse på Informations redaktionelle linie stor betydning for den offentlige meningsdannelse og banede vejen for en vis accept af Grundtvig i den sandalbærende generation.

Mens Ejvind Larsen mest er for feinschmeckere og meget tålmodige lyttere, havde Ebbe Kløvedal Reich en langt bredere appel. Litteraten Søren Schou har i en analyse peget på, at Ebbe Kløvedal som historisk forfatter i kraft af sin form og sit emnevalg knyttede forbindelsen mellem de traditionsbetonede værdier på den ene side og det antiautoritære idékompleks på den anden.

Man kan i flipperen Kløvedal finde mere end et anstrøg af kultiveret borgerlighed. I sine erindringer bekendte Reich sig som kristen royalist med stor kærlighed til Danmark, og så er der jo ikke så langt til Gud, konge og fædreland. Hans oprør kom fra midten. Ikke uden grund var han et af de mest prominente ikke-medlemmer af Det radikale Venstre. Med en fortid som lærer på Askov Højskole lærte Reich for alvor Grundtvig at kende i tiden op til den danske indlemmelse i EF. Hans bog om Grundtvig, »Frederik«, udkom en måned før EF-afstemningen den 2. oktober 1972 og faldt - med Reichs egne ord - på et tørt sted og solgte i store oplag.

Grundtvig fungerede med Reichs ord som et effektivt modspil til den perspektivløse ja-kampagne. Siden dengang har Grundtvig været pejlemærke for dele af modstanden mod den europæiske union, og Reich og Larsen blev nogle af arkitekterne bag den særlige danske alliance mellem venstrefløj og EU-modstand. I de fleste andre europæiske lande er EU-modstand et eksklusivt højrefløjsfænomen, men i Danmark tjener Grundtvig som formidler af forbindelsen mellem venstrefløjens kritik af EU og den nationale eller nationalistiske bekymring for den europæiske integration.

En væsentlig konvergens mellem Grundtvig og Marx skal i 1968 nok søges i begrebet »folkelighed«. Mens det folkelige i Socialdemokratiets program »Danmark for Folket« fra 1934 skal forstås inklusivt, det vil sige alle til den danske nation hørende samlet i ét stort fællesskab under statens milde overopsyn, havde folkelighed efter 1968 meget mere smag af civilt samfund - det vil sige den del af det organiserede samfundsliv, der er uafhængigt af både stat og marked.

»Græsrødder« var den gængse betegnelse, og det var ikke vanskeligt at finde genkendelige forbilleder i det 19. århundredes folkelige bevægelser. I græsrodsbevægelserne mod EF, forurening og atomkraft, for fred og naturbeskyttelse trivedes kapitalismekritikken og modstanden mod det etablerede samfund ganske godt, fordi det harmonerede udmærket med de konkrete opgaver, som godt kunne løses, uden at man skulle forholde sig for ortodokst til det teoretiske grundlag. Her kunne man sagtens tage både Grundtvigs og Marx' navne i munden ved festlige lejligheder uden at støde an.

Højskoleloven viste sig at tilbyde gode institutionelle rammer for nogle af venstrefløjens græsrodsprojekter. På den måde opnåede mennesker, der forstod sig selv som en opposition til systemet Danmark, at få liberale statstilskud til deres virksomhed. Det blev fra begyndelsen af halvfjerdserne til en gruppe af - i øvrigt indbyrdes meget forskellige - »røde højskoler« i Kolding, St. Restrup, Assens, Hørsholm og Svendborg, hvor Den røde Højskole, som den ganske enkelt kaldte sig selv, havde som direkte formål at indpode eleverne »vilje til at lære om samfundet som et klassesamfund, vilje til at lære at føre klassekamp.«

Det mest konsistente forsøg på at drive højskole efter venstrefløjsprincipper blev gennemført i Vestjylland med Mogens Amdi Petersen i spidsen. Han var som mange andre i sin generation mere præget af Mao end af Marx, men Amdi Petersen har sjældent skiltet med sin ideologiske inspiration. Han gjorde derimod åben reverens for både Grundtvig og Christen Kold i sin programerklæring før åbningen af den første rejsende højskole i 1970. Men Amdi Petersen stod som antydet bestemt ikke alene med sin maoisme.

Mindeværdig er en artikel fra Krogerup Højskoles 25 års jubilæumsskrift fra 1971, hvor en bidragyder - Uffe Torm - beskrev et besøg på en kinesisk kadreskole og her fandt Krogerups grundlægger Hal Kochs oprindelige ideer virkeliggjort i en større udstrækning end i Humlebæk. Det er af flere grunde en fuldstændig forkert forståelse af Hal Koch, og Torms artikel tjener i dag hovedsagelig som eksempel på den lidt sværmeriske fascination af Maos Kina, der var fremherskende dengang ikke mindst i højskolebevægelsen.

Skal man pege på et lighedstræk mellem højskolebevægelsen og Maos ideer måtte det være, at begge parter mente, at bønderne var drivkraften i skabelsen af verdenshistorien. Peter Wivel skrev i 1972 en interessant bog om folkeskolens oprindelse og funktion. Heri kaldte han Grundtvig Danmarks største pædagogiske begavelse nogensinde og beklagede, at skolen ikke tog form efter Grundtvigs tanker. Wivel citerede Grundtvigs »En sød Drøm«, en fremtidsvision for skolen i det 20. århundrede, da det ifølge Grundtvig var bønderne, der skulle eksaminere de stuelærde professorer. Tanken var, at livet giver sandere lærdom end bøgerne, og Wivel mente, at denne vision for skolevæsenet kun var blevet realiseret i kulturrevolutionens Kina. »Andre steder er [Grundtvigs] drøm desværre ikke blevet til virkelighed endnu!«

Flirten - for mere kan det retfærdigvis ikke siges at have været - mellem Grundtvig og Marx varede ved en halv til en hel snes år. Den stærke marxistiske baggrundsstråling i den offentlige debat tog af i begyndelsen af 1980erne. Grundtvig derimod holdt skansen. 200-årsfesten for hans fødsel i 1983 var en næsten enstemmig national hyldest til den gamle digterpræst.

I årene, der fulgte, skiftede Grundtvig side i den forstand, at han blev adopteret af en stadig mere selvbevidst nationalkonservativ bevægelse, der har det til fælles med venstrefløjen, at den har været kritisk over for EF og globaliseringen i det hele taget.

Også den bevægelse tog folkelighedsbegrebet og gjorde det til sit eget, en blanding af den nationale tolkning af folket og 1968ernes forståelse af folkeligheden som modkulturens ophav. Folket i denne nye udgave er blevet til »det tavse flertal«, på hvis vegne udtalelser gives med samme selvbevidsthed og arrogance, som man i sin tid kunne finde hos venstrefløjens stolte talsmænd. Til dette formål tjener Grundtvig stadig som udhængsskilt, mens der af en eller anden grund ikke er blevet plads til Marx.

Ovenstående er baseret på det oplæg (»Grundtvig og venstrefløjen«), som Jes Fabricius Møller holdt i går på et forskningssymposium på RUC: »Omkring '1968'. Samfundskritik og utopi i 1960ernes og 1970ernes Danmark.«

(Artikel i Weekendavisen 16. maj 2008)