Kanal uden indhold

1. november åbner DR-K, Danmarks Radios nye tv-kanal for kultur-og historieudsendelser.

Denne ret markante satsning i forbindelsen med overgangen til det digitale tv har tilsyneladende lammet DR's ledelse i et omfang, så den helt har glemt, at der også skal indhold i den. Kanalen lanceres under sloganet »en ny og moderne kulturkanal, der brænder for sit stof«. Alene det forhold, at man vil være bekendt at anvende så flov og forslidt en frase, viser, at ingen har orket at skænke sagen en kreativ tanke.

Den udsendte pressemeddelelse bekræfter mistanken om, at kanalen bliver en rodebutik af billige indkøb og genudsendelser. Indkøbene kan sagtens være gode, og genbrug er naturligvis også en slags historie, kan man sige, men næppe i en form, der opfylder kanalens formål.

Produktion af egne historieudsendelser til kanalen er der i hvert fald ikke tale om i nævneværdigt omfang.

Det er jo påfaldende uambitiøst, ikke mindst fordi Danmarks Radio faktisk gennem de seneste år har fået opbygget en stærk redaktion på det historiske stof, som producerer udsendelser for enhver smag til både tv og radio. Det indebærer selvsagt også, at nogle af dem ikke falder i f. eks. min smag, men samlet set holder redaktionen et højt niveau, ikke mindst når man ser på antallet af sendetimer målt i forhold til antallet af programmedarbejdere.

DEN TID kommer antagelig aldrig igen, da historieudsendelser kan trække meget store seertal - en til to millioner - sådan som det var i gamle dage med Palle Laurings ' Kapitler af Danmarks Historie' (1968-72), Erik Kjersgaards ' Danmarks Historie' (1982-83) eller Paul Hammerichs ' En krønike om generationen efter krigen' (1983-84). Det var begavede mænd, der talte med autoritet om danmarkshistorien, men deres model kan næppe kopieres i dag, for vores syn på både danmarkshistorie og autoritet har ændret sig betydeligt siden.

Mon ikke det forventede antal seere til en ny kulturkanal ligger på den beskedne side af en kvart million? Men for at seerne overhovedet skal blive så mange, må det forudsættes, at der sendes noget, som kulturog historieinteresserede folk faktisk gider se. Her er der heldigvis hjælp at hente udefra.

Der er blandt historikere - professionelle såvel som amatører - en stor lyst til at formidle, og mange museer og forskningsinstitutioner har det simpelthen indskrevet i deres udviklingskontrakter, at de skal formidle deres resultater i medierne.

Historiefaget har som forskningsområde for længst bredt sig langt ud over grænserne for, hvad folk normalt forstår ved det. Det handler ikke længere kun om konger og krige, økonomi, politik og døde, hvide mænd. Tag blot et kig ind på det nærmeste museum, eller slå op i et af de glimrende historiske tidsskrifter for at se og læse om ligbrændingens, kloakeringens, duellens, pirateriets, homoseksualitetens, ytringsfrihedens, skovenes, amningens eller broernes historie.

Eksperterne er heller ikke, hvad de var engang. Vore dages historikere, etnologer eller arkæologer er ikke indtørrede pedanter med ruskindslapper på albuerne og et anstrengt forhold til moderne elektronik.

Først og fremmest er rigtig mange af dem rutinerede formidlere, alene af den grund at de bruger en stor del af deres tid på at undervise alt fra børnehavebørn til pensionister. De ved, hvordan en god historie skrues sammen, så den samtidig er fagligt forsvarlig.

Forudsætningerne for, at DR-K kan blive noget meget spændende, er til stede. Det kræver blot initiativ og en redaktionel satsning fra DR. Stoffet og ideerne er der, sagkundskaben står til rådighed, og så skal seerne nok også støde til.

(Debatindlæg i Politiken 11. okt. 2009. Virkeligheden har vist sig at dementere meget af min pessimisme. Kanalen skulle oprindeligt opfylde kravet om mere historie på DR. Det var baggrunden for mit indlæg. Jeg ser selv en del DR-K med fornøjelse nu, selv om kanalen slet ikke viser så meget historie som oprindeligt forudset.)