Luk røven, kælling!

Det var Freud, der i et alderdomsværk – Kulturens byrde – mente, at et moderne samfund kun kunne fungere på de indestængte følelsers præmisser, dvs. neurosens. Hvis alle bare gjorde, hvad der var godt for psyken, nemlig gav los for lysten, ville det udvikle sig til en ren jungle. En moderne civilisation må derfor være neurotisk af natur. Problemet er sat lidt hårdt op, mestendels for at give mit eget synspunkt lidt mere medvind: Vi har brug for at beherske den kontrollerede følelsesudladning bedre.

Det er ganske givet hændt de fleste togrejsende at sidde i en stillekupé, hvor ikke alle overholder bestemmelsen om, at der kun må føres korte, dæmpede samtaler og at mobiltelefoner skal være slukket. Der skvaldres lystigt. Og hvis man nu havde tænkt sig, at man skulle have en stille stund, forekommer støj meget irriterende. Man sidder og overvejer, om man skulle sige noget til den støjende. Det gør flere andre af de medrejsende også. Irritationen stiger, men man gider ikke rigtig tage konflikten. Det kan de andre gøre.

Pludselig rejser en fyr sig op, gasblå af indestængt vrede, og nærmest råber til den formastelige: »Så luk dog røven, kælling!« Derefter indtræder stilheden, den pinlige af slagsen. Den vrede har fået luft, og den talende har fået sig en forskrækkelse. Der er lagt op til en fortsat dårlig dag.

Bagefter er det indlysende, hvad en eller anden – altså blot ikke mig – skulle have gjort, nemlig meget tidligere ganske kort have sagt til den talende: »Undskyld, du er klar over, at dette er en stillekupé?« I ni ud af ti tilfælde er der tale om en simpel forglemmelse, og der vil ske det, at høflige undskyldninger hviskende udveksles, og at tavsheden sænker sig – den upinlige af slagsen.

 

Det hænder for tit, at banale misforståelser og små fejltrin udvikler sig til konflikter og uvenskab. Vi magter ikke de små afvæbnende replikker, der fjerner hindringerne for en fornuftig samfærdsel. Jeg ser det hver morgen, når jeg ankommer til Hovedbanegården i København, hvor rettidighed er påkrævet – i hvert fald af de rejsende. Derfor er det også temmelig irriterende, når vankundige rulletrappebrugere spærrer vejen. Der gælder den uskrevne regel, at man står til højre og går til venstre på rulletrapper, så de, der har travlt, kan slippe forbi. Men altid er der en, der har slået lejr med sit habengut, hvor vi andre skal haste af sted. »Så flyt dig dog, stodder!« har man lyst at sige. Men man bør sige: »Undskyld, må jeg komme forbi?«, men det gør næsten ingen, og så vi står der med vores indestængte hastværk.

Vores manglende evne til høfligheder har yderligere den kedelige virkning, at vi ikke forventer venlighed af hinanden. Som ung og uprøvet bilist tilbragte jeg nogen tid i Tyskland, hvor trafikkulturen er væsentlig bedre udviklet end i Danmark. Dér lærte jeg, at man godt kan holde tilbage, selvom loven ikke befaler det. Jeg forsøger lejlighedsvis at praktisere min kontinentale erfaringer i den danske trafik. Hvis man kører i stangtrafik, kan det være meget vanskeligt for bilister fra sideveje at slippe ind. Man kan sætte sin egen fart lidt ned, så der dannes et hul i køen. Desværre sker der ofte det, at medtrafikanten ikke fatter sammenhængen, for det ligger simpelt hen uden for danske bilisters horisont, at nogen skulle gøre dem en tjeneste. Yderligere risikerer man, at bilerne bagved giver sig til at dytte og blinke, fordi man har formastet sig til at forsinke deres dag med flere sekunder. Vredladne overhalinger, der udnytter det opståede hul, og bistre blikke hører også ofte til oplevelsen.

Man frygter ofte, at Freud havde ret, men det er jo lidt trist. Freuds samtidige, fru Emma Gad, har givet mange anvisninger på hensigtsmæssig omgang med mennesker: overbærenhed, pli, takt og tone. Gad forekommer måske i dag lidt altmodisch, men som hun selv skriver, er de praktiske høflighedsregler kun det ydre udtryk for den blivende regel, at man skal handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.

Men hvis den gode vilje ikke ytrer sig i den daglige omgang, kan det jo være det samme.

(Kommentar i Information 25. nov. 2004)