Arvehygiejne har vi skam allerede

Professor Helmuth Nyborgs forslag om at fremme intelligente menneskers muligheder for at få flere børn har med rette vakt modstand. Man må imidlertid ikke overse, at arve- eller racehygiejne, også kaldet eugenik, allerede praktiseres herhjemme.

Nyborg genopvækker nogle ambitioner i mellemkrigstiden, den såkaldte positive eugenik. I modsætning til den negative eugenik, der sigtede mod at hindre ’de dårligst egnede’ i at få børn, ønskede den positive eugenik ved hjælp af lovgivning og især økonomiske incitamenter at forbedre folkestammens genetiske kvaliteter som helhed ved at understøtte de ’bedst egnedes’ børneavl. Man var bekymret over, at de bedst uddannede fik færrest børn.

Modsat den almindelige opfattelse af eugenikken som et særligt nazistisk kendetegn var både positiv og negativ eugenik udbredt i vide kredse øst og vest for den politiske midte. En af de store hjemlige fortalere for eugenik var bl.a. socialdemokraten K.K. Steincke og den berømte venstreorienterede læge og fortaler for fri abort J.H. Leunbach. Man kunne sagtens være anti-nazist og pro-eugeniker på samme tid.

Den positive eugenik fik ikke nær den praktiske udbredelse som den negative, der fra 1929 med Danmark som foregangsland bredte sig i Nord- og Vesteuropa. Nazityskland stod for den negative eugeniks mest brutale og menneskefjendske udgave. De skandinaviske lande har også præsteret mange overgreb mod især kvinder, der af sociale, medicinske eller moralske årsager blev anset som uværdige til at få børn. Området er afdækket af forskere som Birgit Kirkebæk, Bent Sigurd Hansen og ikke mindst Lene Koch for Danmarks vedkommende, og har nydt en tilsvarende tiltrængt opmærksomhed blandt historikere i Sverige, Norge, Estland, Finland og Island. De katolske lande gik almindeligvis fri, fordi den katolske kirke generelt var og er imod enhver form for indgriben i forplantningsprocessen.

Eugenikken som helhed var i mellemkrigstiden en kombination af to elementer: medicinsk teknologi i form af sterilisering, kastration og prævention og statslig kontrol i form af bl.a. tvangsindgreb, statslige anstalter for de ’mindreværdige’, lovgivning og offentlig forsørgelse. Mellemkrigstiden var den periode, da staterne i Europa på godt og ondt i større omfang begyndte at påtage sig opgaver og forpligtelser, som hidtil havde påhvilet familien: sygepleje, børnepasning, ældre-omsorg, fattighjælp osv.

Efter krigen var de fleste europæere blevet opmærksomme på, at staten kan gå for vidt. Nazityskland og efterfølgende Stalins Sovjetunion var blevet et skræmmebillede. Måske af den årsag nedtonede socialdemokraterne førkrigsvisionernes altdominerende stat til fordel for nogle blødere family values med et stænk økonomisk liberalisme.

Den stærke individualisme i anden halvdel af det20. århundrede blev især af betydning for kvinderne, der under slagordet ’retten til egen krop’ vandt autonomi fra de kønsbestemte roller, som de før i tiden var blevet sat til at spille i familien og i samfundet.

Især kvindens ændrede rolle har betydning for vores syn på race- og arvehygiejne. Ingen ville i dag ved sine fulde fem foreslå tvangssterilisering af unge piger eller myndige kvinder. Kvindekampen har trukket en hård og nødvendig grænse for, hvad samfundet kan tillade sig. Det betyder imidlertid ikke, at arvehygiejnen ikke eksisterer. Nu praktiseres den blot på et andet grundlag end tidligere.

Vore dages kombination af medicinsk teknologi og individuelle behov har gjort, at der sorteres i ufødte menneskeliv som aldrig før. Den prænatale diagnostik, moderkagebiopsier og fostervandsprøver gør det muligt at identificere genetiske fejl hos meget unge fostre. Staten blander sig ikke på anden måde end ved at stille teknologien til rådighed. Den behøver nemlig slet ikke blande sig, for forældrene vælger den med samfundets øjne helt rigtige løsning næsten hver gang. Hvis barnet viser sig at lide af Down’s syndrom, vælger de fleste vordende forældre en abort. Det er en forståelig løsning, som man skal være varsom med at fordømme. Man skal blot stille sig spørgsmålet, om dette valg er moralsk mere forsvarligt end den århusianske professors ønske om at fremme de bedst egnedes børneavl?

(Information 1. okt. 2003)