Fårhusmentaliteten

Selv historikere bliver lejlighedsvis trætte af fortiden. Somme tider kunne vi godt tænke os en uge, bare en hel sammenhængende uge, der kun foregår i det 21. århundrede. Men fortiden har det med at trænge sig på, så meget desto mere i trængsels- og krisetider. Tag nu bare kulturkampen. Den forsømmer ofte aktuelle problemer og bliver meget hurtigt til en strid om, hvem der forrådte hvem for 20, 40 eller 60 år siden. Kulturministeren har længe slået i bordet og sagt, at det var for dårligt, at han som entusiastisk gymnasiast ikke fik lov til at lave et skoleblad. Nu er alle de røde lejesvende som straf blevet frataget portostøtten.

Et af de vigtigste slag, der er blevet slået i kulturkampen, var statsministerens provokerende tale på søofficersskolen den 29. august sidste år i anledning af 60-årsdagen for flådens sænkning og folkeopstanden. I virkeligheden handlede talen om berettigelsen af Irak-krigen, men den blev formuleret som en fordømmelse af den danske samarbejdspolitik under krigen.

Nu kan man udlægge kulturkampen som en flugt fra nutiden ind i fortiden. Man kan også vende tankegangen. Nogle begivenheder er så væsentlige, at deres skygge falder langt ind i fremtiden. De væsentligste af dem omtales blot som en dato: 9. april, 5. maj, 11. september. Det er nok. Så ved alle, hvad det drejer sig om.

For sønderjyderne er 10. februar en særlig dag, for det er årsdagen for afstemningen, der betød Nordslesvigs genforening med Danmark. For det tyske mindretal i Sønderjylland er den 5. maj til gengæld ingen glædens dag. På den dag blev Frøslevlejrens danske fanger befriet. Dagen efter åbnede lejren under et nyt navn, Fårhuslejren, under kommando af tidligere danske fanger. I alt ca. 3000 medlemmer af det tyske mindretal blev i perioden 1945-49 fortjent eller ufortjent arresteret og spærret inde i lejren. Det var et stort chok for mange af dem, og de udviklede – præcist som de danske fanger havde gjort indtil da – et stærkt indre sammenhold, hvis hovedingrediens var en stærk vrede og bitterhed mod vogterne. Man kalder det Fårhusmentaliteten. Der var fremtrædende og stærke personligheder iblandt, som har vedligeholdt denne mentalitet ved igen og igen at fortælle deres udlægning af historien. Den glemmer gerne, at mange af det tyske mindretal var aktive nazister, men minder til gengæld om retsopgørets uretfærdigheder, de vilkårlige straffe, beslaglæggelserne, mistænkeliggørelsen. Fårhusmentaliteten har såmænd sine nulevende repræsentanter, på samme måde som der stadig findes voksne mennesker, der for alvor mener, at Flensborg hører til det danske kongerige.

I Sønderjylland skal man omgås fortiden med varsomhed. Man skal ikke kradse meget i det 21. århundredes blanke og pæne lak, før rusten fra det 20. slår igennem.

Resten af landet lider i mildere grad under disse erindringspolitiske forbistringer, men de er der. Menneskets lod er det ikke at kunne glemme. Nogle få erindrer for at skaffe sig hævn, retfærdighed eller gengældelse for forestillet eller virkelig fortræd. Resten gør det, for det er i fortiden, vi henter de billeder og eksempler, der kan tjene til at sætte skik på vores forståelse af nutiden. Udlægningen af fortidens begivenheder – særligt de dramatiske og ekstreme – danner vores forestilling om det mulige, det ønskværdige og det forkastelige. Derfor er besættelsestiden stadig levende iblandt os som en Frøslevmentalitet, en Fårhusmentalitet, en 9.april-mentalitet eller en aldrig-mere-9.-april-mentalitet. Det fortsætter den med, indtil en endnu mere dramatisk begivenhed lægger sig imellem.

(Information 1. nov. 2004)