Sabotage forklædt som støtte

En række kulturvidenskabelige tidsskrifter i Danmark er truet på eksistensen. De kan ikke leve uden støtte fra Forskningsrådet, men det er efterhånden også blevet stadig sværere at leve med den. Det skyldes, at forskningspolitikken har overgivet sig til . Det er et smukt princip, der går ud på, at al offentligt finansieret forskning skal stå til rådighed for offentligheden, men samtidig sløres den omstændighed, at forskning og forskningspublicering faktisk ikke er gratis.open access

Lad mig give et eksempel. Det kulturhistoriske tidsskrift ’Fortid og Nutid’, i hvis redaktion jeg har siddet indtil for nylig, udgives af Dansk Historisk Fællesråd, en paraplyorganisation for bl.a. museer og arkiver i Danmark. Det koster 225 kroner for 4 numre med i alt 320 sider om året. Tidsskriftets samlede budget for 2008 er på ca. 225.000 kroner alt inklusive. Heraf går blot 22.000 til administration. Redaktører og bidragydere er uhonorerede. Langt størsteparten af pengene går til trykning og distribution. Bortfaldet af portostøtten for et par år siden har kostet rigtig dyrt. Tidsskrifterne bløder virkelig .

Fortid og Nutid er blot et blandt mange uafhængige tidsskrifter, der fungerer som publikationskanal for dansk, kulturvidenskabelig primærforskning. Det er organer, som drives af faglig stolthed og professionel pligtfølelse. Det er i hvert fald ikke muligt at beskylde nogen for at udgive og redigere sådanne tidsskrifter for bekvemmelighedens eller pengenes skyld, og det er den bedste garanti for faglig kvalitet og redaktionel uafhængighed.

Tidsskriftet er indtil nu blevet støttet med 25.000 kr. årligt af Forskningsrådet. For at få disse penge stilles der naturligvis krav om, at tidsskriftet lever op til visse faglige standarder, herunder fagfællebedømmelse, men i år er der føjet et nyt krav til, nemlig at det skal stille sine artikler gratis til rådighed på internettet med et års forsinkelse. Enhver med forstand på købmandskab vil vide, at denne i princippet smukke tanke vil lukke de uafhængige kulturvidenskabelige tidsskrifter. Hvem vil være tåbelig nok til at tegne abonnement på et tidsskrift, der kan læses gratis på internettet? Her må det indskydes, at et år muligvis er lang tid i andre forskningsgrene, men altså ikke for historikere og arkæologer.

Tidsskrifterne er ikke hengemte reservater for verdensfjerne akademikere præget af uinformeret modvilje mod al ny teknik. Digitalisering er uden tvivl vejen frem, ikke mindst fordi trykning og distribution er en stor omkostning. Digitalisering er blot ikke gjort med at smide en hjemmegjort pdf-fil ind på et tilfældigt web-hotel. De internationale standarder for videnskabelig epublicering stiller høje tekniske krav til formater, referencer, url-stabilitet osv. Derudover ligger der naturligvis en stor udfordring i at bevare og styrke tilliden til tidsskriftets faglige kvaliteter i det nye format.

Løsningerne findes. Museum Tusculanums Forlag har f.eks. gjort et stort arbejde med at udvikle brugbare modeller. Men det er stadigvæk dyrt at gøre det ordentligt, og især vil de første tidsskrifter, der springer ud som fuldt digitaliserede, skulle bære store udviklingsomkostninger og høste alle de dyre erfaringer. Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek, som hører under Kulturministeriet, har på sin side gennem ti år siddet på en kæmpe millionbevilling, der blandt andet skal fremme digitaliseringen af tidsskrifter, men lige præcis de dansksprogede kulturvidenskabelige tidsskrifter har ikke set en krone af de penge. De er gået til indkøb af udenlandske digitale tidsskrifter. Det har derfor i nogen udstrækning været et intenst kapløb blandt tidsskrifterne om ikke at blive det første til at blive digitaliseret. Hovedspørgsmålet er stadigvæk, hvordan man fastholder en minimumsindtjening til at dække de omkostninger, der er. Det samme spørgsmål stilles i de seriøse faglige medier, der er født digitale (f.eks. www.historie-nu.dk og www.historie-online.dk). Også de lever i store træk af kollegial velvillighed og frivillige bidrag af penge og indhold.

Et af de bagvedliggende problemer er, at der ikke findes en tidssvarende lov om ophavsret, der dækker digital distribution af tekst og billeder. F.eks. kan samtlige biblioteker i praksis nøjes med et eneste abonnement på Fortid og Nutid, fordi det er muligt at formidle alle udlån centralt i form af digitale kopier af de enkelte artikler til den enkelte låner. Det er jo en glimrende service for borgerne, men ikke noget, som et tidsskrift kan overleve på.

Et andet bagvedliggende problem er, at der ikke foreligger nogen sammenhængende sprogpolitik for forskningen og de højere læreanstalter. Dansk lider som bekendt et hastigt og omfattende domænetab. Hvis man ønsker at bevare dansk som naturligt omgangssprog i den del af forskningsverdenen, hvor det er relevant (typisk dansk historie, sprog og litteratur, jura samt teologi), må dansksprogede videnskabelige tidsskrifter udgøre den bærende konstruktion. Med den nuværende politik går det imidlertid den gale vej.

Forskningsrådene har nemlig grebet fat i den forkerte ende af udfordringen. I stedet for at pålægge tidsskrifterne umulige krav, der til forveksling ligner systematisk sabotage af et velfungerende, effektivt og billigt publikationssystem, skulle Videnskabsministeriet og Kulturministeriet samarbejde om at stille de praktiske, lovgivningsmæssige og institutionelle rammer til rådighed, der vil gøre det muligt fortsat at se dansk forskning publiceret på dansk – nu i digitalt format.

(Kommentar i Politiken 1. marts 2008)