Negere, jøder og den moralske hygiejne

Ethvert nulevende Menneske skylder Darwin sin Sjæl.« skrev Johannes V. Jensen i 1915. Det var en anden måde at formulere den erkendelse på, at en moderne livsanskuelse måtte bygge på naturvidenskabelige idéer. Hvad Jensen mente, var, at mennesket nu endelig var blevet befriet for teologi og anden overtro, der hidtil havde lagt beslag på dets sjæl. Jensen var ikke alene tilhænger af Darwin, men også ivrig racist. Især nogle af hans rejseberetninger fra Amerika og Fjernøsten er skrap kost for en følsom nutid. Det var hans opfattelse, at nordboerne i kraft af deres biologiske arv var det egentlige ophav til kultur. Andre folkeslag havde ganske enkelt ikke disse anlæg, og når kulturer blomstrede under sydligere himmelstrøg, skyldtes det ganske enkelt den livskraft, som disse samfund var blevet tilført i kraft af indvandring nordfra.

Det interessante ved Jensens racisme er, at den i 1915 ikke var stort mere kontroversiel end så mange andre synspunkter. Georg Brandes havde ganske vist tordnet imod de mennesker, der mente, at han besad særlige egenskaber i kraft af sit jødiske ophav. Han måtte ustandseligt bede sig fritaget for dette 'jøderi'. Men i en tid, der var beundrende optaget af biologi, slap han aldrig for at blive mindet om sine fædres tro. Brandes var ateist og mente ikke, at han var særligt arveligt disponeret for internationalisme eller landsforræderi, der var tidens hyppigste anklager mod jøder. Man var af den opfattelse - med Sjællands biskop Martensen i spidsen - at jøder slet ikke havde anlæg for fædrelandskærlighed. Pudsigt nok lever rester af denne opfattelse endnu, for en ihærdig Brandes-kritiker som Søren Krarup synes i dag at have glemt, at Brandes, mens han korresponderede fra Berlin, under trusler om repressalier fra de tyske myndigheder varmt talte de danske sønderjyders sag. Racisme og anti-semitisme er blot to eksempler på det, som man kan sammenfatte under betegnelsen biologismer. Det dækker over den opfattelse, at naturvidenskaben i biologiens skikkelse har en sådan kraft, at også samfundet og mennesket i det lader sig forklare biologisk. De fleste regner i dag med, at vi lever i en tid, der er styret af naturvidenskaben som aldrig før, men faktisk var perioden fra det 19. århundredes anden halvdel og frem til Anden Verdenskrig endnu mere scientistisk, som man også kalder dette ønske om at bruge naturvidenskabelige forklaringer, hvor de ikke hører hjemme. Man kunne tage en anden Nobelprisvinder som eksempel, Karl Gjellerup. Han var som Johannes V. meget optaget af Darwin og udgav i 1881 en afhandling om arvelighed og moral, hvor han gav udtryk for den opfattelse, at den moralske sans og civilsatoriske evne udvikles evolutionært på samme måde som andre evner. »For Menneskets vedkommende har man iagttaget, at Negere, som tre Generationer igjennem har haft husligt Arbejde, bestandig miste mere af Racepræget,« som han anfører med en nærmest påfaldende uskyld. Det var altså ikke udelukket for de vilde folkeslag at blive civiliserede, men det måtte ske over flere generationer. Man kunne altså ikke gøre en Goethe af en bantu-neger i ét spring, for »den modne Civilisations Frugter ere for nomadiske Racer en Gift, hvoraf de sikkert døe, som de amerikanske Rødhuder gjøre for Tiden.«
ikke blot tjene til at forklare forskellen på negre og europæere, den egnede sig også glimrende til at diagnosticere sygdomme på det hjemlige samfundslegeme. Her trådte hygiejnen ind som et nøglebegreb. Hygiejniske synspunkter havde en afgørende indflydelse på byplanlægningen. København blev kloakeret, fik en reguleret vandforsyning, et flot hospital og da det blev diskuteret, hvad de sløjfede forsvarsvolde omkring byen skulle bruges til, vandt det hygiejniske synspunkt: byen blev opfattet som en patient med åndenød - stanken har ganske givet været nærmest håndgribelig - og derfor valgte man at udlægge nogle for tiden temmelig store arealer til parkerne og boulevarder, der først og fremmest skulle tjene til ventilation af byen. De kaldes stadig byens grønne lunger som en reminiscens af datidens hygiejniske teorier, der lagde stor vægt på luftens kvalitet. Ganske påfaldende var lysten til at bedrive moralsk hygiejne. Alle gode kræfter samledes om at helbrede eller bortskære de svulster, der havde sat sig på samfundets krop: viderværdigheder som prostitution, alkoholisme, socialisme, løsgængeri, homoseksualitet eller tyveri. Helbredelse og renselse var gennemgående begreber, der kan læses som synonymer for opdragelse og udskillelse. Peter Scharff Smith har netop forsvaret sin højst in- teressante ph.d.-afhandling om fængslernes rolle i denne proces. De var ikke først og fremmest straffeanstalter, men blev selvfølgelig kaldt »moralske hospitaler«. En særlig opmærksomhed viede man seksualiteten, der ligeledes blev tolket ind i en medicinsk ramme. Analt samleje - hvad enten det var mellem mænd indbyrdes eller mellem mænd og kvinder - var traditionelt blevet fortolket som en synd, dvs. som en akt, der hørte ind under domstolenes eller teologiens jurisdiktion. I slutningen af det 19. århundrede overtog lægerne denne ret og fortolkede seksualiteten ind i et katalog af diagnosticerbare perversioner. Den danske læge Christian Geill (ja, det hed han altså) skrev en længere artikel i Ugeskrift for Læger, hvor han redegjorde for de seksuelle kategorier. Foruden homoseksualitet var der naturligvis også faren ved masturbation, især fordi overgangen fra masturbation til »mutuel Masturbation«, som han skrev, ikke synes vanskelig. Derudover var der alt fra fetichister, masochister og sadister til de såkaldte frotteurs, dvs. folk, der fik stillet deres seksuelle trang ved at gnide sig op ad andre i storbyens trængsel. De homoseksuelle købte selv den medicinske forklaring. Berømt er et efterladt bekendelsesskrift af Danmarkshistoriens vel nok mest storslåede bøsse, Herman Bang, der håbede for sin eftertid, at lægevidenskaben måtte finde en kur for den lidelse, det er at være homoseksuel. Københavns nuvundne status som moderne storby efter voldenes fald og den meget store befolkningstilvækst betød også, at den moderne storbys eksistentielle problemer trængte sig på. De blev ligeledes fortolket biologisk-medicinsk. Man var nervøs. Psykiateren Knud Pontoppidan skrev adskillige bøger og artikler om den nervøse overanstrengelse, og han knyttede den tæt sammen med det moderne storbyliv. At krydse gaden var ganske enkelt ikke det samme som tidligere: »Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide.« Teorien var den, at de mange sanseindtryk, som prægede storbyen, fysisk sled nerverne op, så deres funktion blev svækket. En maler som Hammershøj blev kaldt farve-neurastheniker, fordi han syntes ude af stand til at opfatte klare farver. Nogle kritikere mente simpelthen, at forklaringen på impressionisternes måtte være ødelagte synsnerver, og havde dermed forklaret et kulturfænomen fysiologisk. Nervesvækkelse eller neurastheni, som det kaldtes med et begreb skabt af den amerikanske nervelæge Beard, var en mode-diagnose, der omfattede en nærmest uudtømmelig række af symptomer, og derfor skabte det også et frirum for dem, der følte ubehaget ved moderniteten for stærkt. Der var tale om en epidemi. Den unge Sigmund Freud tøvede ikke med at kalde neurastheni sin tids mest udbredte sygdom. Neurastenikerne kunne lade sig skrive syge med en socialt acceptabel diagnose, lægeordineret ro og fred, og om sommeren kunne de tage på kurbadeanstalt, der var en skøn blanding af sygehus og borgerlig salon, uden at underlægge sig hospitalets strenge, uniformerede regimente. Mens folk som Gjellerup i 1880'erne stadig regnede med, at erhvervede egenskaber kunne nedarves, og at arven derfor kunne påvirkes - om end langsomt - af civilisationen, blev biologien hen imod århundredeskiftet stadig mere deterministisk, og tilsvarende stod det klart for de fleste samfundshygiejnikere, at hvis den biologiske arv skulle reddes fra den truende degeneration, var det ingen tjenlig løsning at forsøge at reparere på de uønskede elementer. Den eneste videnskabeligt holdbare løsning var at hindre dem i at blive født. Det kaldte man med et noget omdiskuteret begreb for racehygiejne eller eugenik. Danmark indtager den ikke særlig flatterende rolle som foregangsland hvad angår statsligt organiseret racehygiejne. Som det første land i Europa indførte vi i 1929 en lov om sterilisation, der skulle hindre uhensigtsmæssig forplantning. Man associerer gerne den slags tiltag med mellemkrigstidens radikale højrebevægelse, men i Danmark som i resten af Norden blev sådanne love gennemført med opbakning fra alle partier. Den danske lovgivning var faktisk foregrebet af socialdemokraten K.K. Steinckes vision for Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920, der rummer et helt kapitel om arvehygiejne, som det også kaldtes. En af lovens få modstandere var den radikalt konservative Alfred Bindslev. Sterilisationsloven lå i naturlig forlængelse af Socialdemokratiets ønske om at gennemregulere samfundet ved hjælp af statslige tiltag, og derfor blev eugenikken også en slags kulmination for samfundets biologisering. En moderne kvinde som Karen Blixen skrev en lille opsats om eugenikken. Hun mente, at fremtidens ægteskab var tømt for sin religiøse og juridiske betydning, og havde gjort den personlige erfaring, at kærligheden sagtens kunne trives uden for ægteskabet. »Personligt tror jeg, at det vil ende med, at et nyt Slags Ægteskab vil blive bygget op paa Racens Idé: Eugenics, Birth-Control etc.« som hun skrev i brev hjem fra Afrika i 1924. Anden Verdenskrig betød den endelige afslutning på biologismens overherredømme, i hvert fald hvad angår samfundsbetragtningen. I kraft af opgøret med nazismens befolknings- og racepolitik var forestillingen om samfundet som et frit manipulerbart legeme for alvor kriminaliseret. Ganske vist var sterilisationslovene i Norden i kraft helt frem til begyndelsen af 70'erne, men de rammer, hvorunder de blev anvendt, havde ændret sig betydeligt. Det havde i hvert fald to årsager. Dels tog individualiseringen fart. Sat over for individualitet som værdi kunne samfundshensyn ikke længere oppebære samme forrang som før krigen. Dels antog den individuelle krop, og især kvindens krop, en stadig større betydning. Kvindens frigørelse blev ikke lanceret under sloganet »Retten til eget liv« men derimod det tankevækkende: »Retten til egen krop.« Kvindens krop blev selve grundsymbolet for hendes frigørelse. Først den frigjorte krop og siden den veltrimmede krop er blevet så central en værdi for det 20. århundredes anden halvdel, at forestillingen om samfundslegemet er trukket i baggrunden til fordel for fokuseringen på det individuelle legeme. Racehygiejnen er som officiel politik i dag opgivet, netop med henvisning til kvindens ukrænkelige krop. Enhver kvinde har ret til selv at bestemme, om hun vil steriliseres. Men racehygiejnen har ikke forladt os, tværtimod. Med de raffinerede metoder for præ-natal diagnostik er det muligt at identificere uønskede defekter hos de ufødte. At teknologien står til rådighed, gør det meget vanskeligt at vælge den fra, og har man først valgt den, virker situationens logik ubønhørligt: Langt de fleste forældre vælger en abort, hvis barnet f.eks. viser sig at have Downs syndrom. Staten pålægger os ikke at fravælge de uønskede. Vi gør det selv. Vi har internaliseret eugenikken, og dermed fik Karen Blixen ret, da hun beskrev, hvordan eugenikken i fremtiden ikke vil »blive slaaet fast ved Love eller Anordninger, det vilde gaa ind i Bevidstheden som ethvert anstændigt Menneskes Fordring til en anstændig Forbindelse.«
(kronik i Information 28 marts 2003)