'Kongen' skal dø

Det var Tommy-Seebach-buffet’en, der gjorde udslaget. Sådan en må man bare prøve. Vi var en gruppe gamle venner fra skolen, der for en halv snes år siden havde besluttet at løse billet til Svebølle Turistfarts store decembersatsning: En endags-tur til Kiel med den gamle storebæltsfærge Frederik IX, blot kaldet ’Kongen’ blandt veteranskibsentusiaster. Vi gik om bord i Korsør med udsigt til den næsten færdigbyggede Storebæltsbro.

Morgenmadsbuffet’en var overdådig med skiveskåret cervelatpølse, friskbagt brød, hummer og champagne. Og der var ikke tale om falsk varebetegnelse. Det var Tommy Seebach selv, der underholdt på el-orgel og rytmeboks. Der var noget storslået over arrangementet, der ikke rigtig stod mål med kvaliteten af publikummet. Seebach var som kunstner undervurderet, og det er betegnende for hans lidt triste skæbne, at han måtte leve af at spille for folk som os. Han døde for et par år siden, kun 53 år gammel.

Og nu skal ’Kongen’ også dø. Det lykkedes ikke at holde liv i planerne om Frederik IX som færgemuseum. Dette prægtige skib blev bygget på Helsingør Skibsværft i 1954. Apteringen er af den fineste slags med paneler i finér, messingbeslag og askebægre med indstøbt DSB-logo. Hensigten bag denne overdådighed var antagelig, at den almindelige, rejsende dansker også skal have lov til at opleve, hvad det vil sige at sejle med et kongeskib. Det var før grove svejsesømme og rustbeskyttelse blev færgeindretningens væsentligste æstetiske virkemidler.

Af ydre er ’Kongen’ slankere og mere helstøbt end senere artsfæller, der synes at være bygget efter den retningslinje, at de skal kunne flyde og derudover rumme så mange rejsende og køretøjer som muligt.

’Kongen’ blev bestykket med en imponerende maskine, der er dimensioneret til at klare både høj sø og isvintre. Mine venner og jeg fik en rundtur i maskinrummet. Maskinmesteren fremviste stolt sit kraftværk og forklarede om kompressionsforhold, slagvolumen og ventilspillerum. Vognmandsrutens diesel-elektriske discountcontainere blegnede i enhver sammenligning. Ved kraftig vestenvind havde de vanskeligt ved at lægge til kaj i Nyborg. ’Kongen’ derimod gled under tilsvarende vejrlig sikkert ind i sit leje uden at motoren skulle tvinges op i et omdrejningstal, der gjorde vold på det majestætiske helhedsindtryk.

 

Der findes ingen rationel grund til at bevare ’Kongen’. Den er utidssvarende, brændstofslugende og sikkert heller ikke miljøcertificeret. Gammelt jern er i høj kurs. Man brugte ved byggeriet stål af en sådan kvalitet, at skibet i dag er efterspurgt blandt skrothandlere, så det er nu, der skal slås til, hvis der skal hentes lidt penge hjem.

Vanskelighederne med at tage afsked med skibet skyldes nostalgi. Det er den samme nostalgi, der giver Krøniken så høje seertal. Det er tidsbilledet snarere end historien, der trækker.

Henrik Dahls seneste – og i øvrigt ganske fremragende – bog, Mindernes Land, lanceres som et opgør med nostalgien. Det var ikke bedre i gamle dage. Og det er så ganske rigtigt. Hvis man altså ser bort fra kvaliteten af færgebyggerierne.

Opgøret med nostalgien er en gammel genre. Den stammer fra 1870’ernes moderne gennembrud. Siden har det ligget som en hovedstrøm i vores kultur. Vi må se fremad og opad – ikke bagud. Derfor skal kongen dø. Dette særlige blik på historien har en tendens til at overse, at forandringen er betydningsfuld som andet end fremskridt.

Den stolte motorfærge Frederik IX stammer fra en periode i det 20. århundrede, der med den største selvfølge byggede fremtiden op. Det var en u- og antinostalgisk tid, funktionalismens og den klassiske moderne formgivnings tid. Denne ødselhed med stål og hestekræfter afspejler egentlig ikke velstanden anno 1954. Der var ikke meget hummer og champagne over danskernes liv dengang. Men der var en forvisning om, at fremtiden ville opfylde, hvad færgen forjættede.

I 1950’erne blev den nationale velfærdsstat til, som vi kender i dag. Denne overgangsperiode er i øvrigt også skildret meget fint i Dahls bog. Nu er denne samfundsform under stærk ombrydning, eller måske endda under afvikling. Vi vil så gerne blive kloge på det, der er ved at gå tabt, og så ser vi tilbage på den tids glæde over det, der var ved at blive til. Der er ingen grund til at ønske sig 1950’erne tilbage, men der er grund til at fastholde dem i erindringen. Derfor skal kongen leve. Som en påmindelse om andre tider, om andre håb og andre sorger.

(kommentar i Informaton 8. marts 2005)