Den oversete pointe i koldkrigsdebatten

Der udspiller sig i offentligheden en debat i anledning af leksikonet " Den kolde krig og Danmark", som udkom tidligere på foråret på Gads Forlag. Leksikonet er blevet kritiseret for at have politisk slagside. Kritikken blev indledt af Berlingskes Bent Blüdnikow og fulgt op af Weekendavisens Bo Bjørnvig og Ulrik Høy. De indgår i et meningsfællesskab med forhenværende professor i slavistik Bent Jensen, der blandt meget andet har haft en ledende stilling på Jyllands-Posten.

Det er det seneste udslag af en lang ideologisk kamp. I mere end 15 år har Blüdnikow brugt sin stilling som redaktionel medarbejder i det berlingske hus til at føre sin kritik af venstrefløjen i marken. I begyndelsen skete det i tæt samarbejde med Arne Notkin, nu kanalchef på DR 2, der netop har genudsendt udsendelsesrækken " Jagten på de røde lejesvende".

Udgiverne af leksikonet har forsøgt at tage til genmæle mod de hårde beskyldninger, som er blevet fremsat, men debatten er asymmetrisk, fordi avisredaktionerne har en forståelig tendens til at favorisere egne medarbejdere. Offentligheden efterlades med det indtryk, at " der er noget om snakken", at der er tale om en jævnbyrdig debat mellem to lige velkvalificerede synspunkter.

Forskningen i den kolde krig er mangfoldig og har mange perspektiver. Nogle analyserer det militære element af konflikten mellem øst og vest som en geostrategisk rivalisering mellem jævnbyrdige supermagter.

Andre lægger vægten på, at der var tale om en konflikt mellem to fundamentalt helt forskellige ideologiske systemer.

Nogle forskere ser på betydningen af de indre kon-flikter og interesseforskelle mellem alliancepartnerne indbyrdes. Danmark lå for eksempel til forskel fra USA eller Storbritannien i en udsat position som såkaldt frontlinjestat, og det har betydning for vurderingen af den danske sikkerhedspolitik.

En del forskning anlægger et nationalt perspektiv og ser på indenrigspolitiske spørgsmål eller behandler kulturpåvirkning, spionage, femte kolonne-virksomhed, og så videre.

De fleste koldkrigshistorikere inddrager alle elementer eller perspektiver, men de forskellige skoler inden for forskningen adskiller sig relativt tydeligt fra hinanden ved deres fokus og den vægt, de lægger på de enkelte elementer.

Det afspejles for eksempel i vurderingen af den danske fodnotepolitik i 1980' erne. Nogle ser den som et nødvendigt svar på en farlig oprustningspolitik, andre ser den som et udslag af indenrigspolitisk kævl, som ikke havde væsentlig betydning for Danmarks overordnede placering inden for den vestlige alliance, mens atter andre vurderer den som et resultat af sovjetisk holdningspåvirkning og/ eller et farligt ideologisk betinget hasardspil med Danmarks sikkerhed.

Diskussionen om den kolde krig er altid i et eller andet omfang politisk ladet.

Selv de dygtigste og mest respekterede forskere røber ved deres valg af perspektiv og synspunkt et slægtskab med bestemte politiske holdninger. Mener man for eksempel, at Sovjetunionens sammenbrud først og fremmest skyldtes Reagans oprustnings-og styrkepolitik, er man i politisk forstand nok at finde på højrefløjen, mens folk, der mener, at det var Helsinkiprocessen og CSCE, der med sin støtte til de østlige dissidenter undergravede systemerne indefra, nok har politiske sympatier til venstre.

Det er et ganske velkendt forhold inden for forskningen, og man respekterer hinandens ret til at have synspunkter. Kunsten er som i enhver videnskabelig sammenhæng at håndtere sine personlige præferencer med professionel distance.

Problemet med kritikerne af leksikonet er, at de ikke behersker denne kunst. De er så forblændede af deres ideologiske udgangspunkt, at det har diskvalificeret dem som ligeværdige diskussionspartnere.

De har demonstreret en påfaldende mangel på vilje og evne til at læse indenad. De har på forhånd besluttet sig for, at koldkrigsleksikonet er udtryk for venstrefløjspropaganda, og de udnytter deres privilegerede adgang til avisernes spalter til at bilde offentligheden ind, at det forholder sig sådan. Men de fører en pseudodiskussion.

Den egentlige, seriøse diskussion af den kolde krig udspiller sig ikke i aviserne, men i selve leksikonet. Det rummer bidrag af 70 forskellige - meget forskellige - eksperter fra både " venstre" og " højre" fløj. Som alle leksika stritter det herligt i alle retninger.

Her finder man forskellige tolkninger af de samme fænomener.

På den ene side er der Bent Jensens artikel om Bornholm, der hævder, at Danmark gav efter for sovjetisk pres og undlod at bevæbne øen tilstrækkeligt. På den anden side argumenterer Poul Villaume i sin artikel om Danmarks forhold til Sovjetunionen for, at den forsigtige danske fremfærd i Østersøen skete i forståelse med Nato-partnerne. Eller der er Bo Lidegaard, som i sit portræt af den danske ambassadør Kauffmann i Washington tillægger ham og Grønlandskortet større betydning for Danmarks atlantiske integration, end Villaume gør i sin artikel om Danmark og Nato.

Denne mangfoldighed kan leksikonets kritikere tilsyneladende slet ikke rumme, og det gør det meget vanskeligt overhovedet at føre en meningsfuld samtale med dem - selv for de seriøse forskere, der faktisk deler nogle af deres synspunkter.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 17. maj 2011)