Fladskærme

Det er en direkte provokation for en lærer her på fakultetet - og de studerende med, antager jeg - at se kommunikationsafdelingen opsætte fladskærme rundt om på KUAs fællesarealer. Jeg og mange af mine kollegaer har i årevis beklaget os over, at der ikke findes tidssvarende AV-midler i undervisningslokalerne.

Nu må vi se til, mens disse dyre apparater opstilles alle andre steder end der, hvor behovet er. For størstedelen af sendefladens vedkommende anvendes de til at udsende nyheder fra Danmarks Radio. Jeg har ikke brug for nyheder fra Danmarks Radio for at passe mit arbejde, og jeg er ret sikker på, at også de studerende er godt dækket ind med nyhedstjenester i forvejen.

Hvad jeg derimod har brug for som lærer, er de nødvendige tekniske hjælpemidler til min undervisning.

Lad mig give et eksempel. Jeg skulle i begyndelsen af dette semester holde to forelæsninger for samtlige 3. semesters studerende på historie i et auditorium i Ny KUA. Men for at vise den PowerPointpræsentation, som jeg har forberedt, skal jeg selv møde op med min personlige computer. ' Personlig' skal i denne sammenhæng ikke forstås som det tekniske begreb, der adskiller en PC fra en MAC. Det skal forstås som personlig stillet over for tjenstlig. Det forventes, at man møder frem med sin egen personlige bærbare. Man kan også låne en, men det kræver, at man booker den på forhånd og møder frem i god tid for at hente den, så den kan tilsluttes, og det kan godtgøres, at den faktisk fungerer, og hvis den ikke gør, skal man opsøge en betjent, der måske - måske ikke - ved, hvordan skidtet virker. Dér er jeg stået af. Jeg ved af erfaring, at det indebærer megen fumlen med kabler og knapper samt auditoriets overbærende latter, før man kan nå til et tilfredsstillende resultat, og dertil er hverken min tid eller tålmodighed indrettet. Det naturlige ville være, at teknikken fungerer, når man møder frem. Der er jo heller ingen, der forventer, at underviseren selv skal medbringe tavle og kridt ( selv om erfaringen viser, at det altid er klogt, at have ekstra kridt med i tasken).

Heldigvis var der i lokalet en overheadprojektor. Det er en gammel, men velgennemprøvet teknologi.

Jeg havde derfor udskrevet min præsentation på papir, overført den ved hjælp af en kopimaskine til transparenter. Det fungerede, men løsningen er mildest talt molboagtig. Det eneste opløftende var, at jeg havde et virkelig godt og pædagogisk eksempel ved hånden til brug for forelæsningen. Den handlede nemlig om, at moderniteten sjældent fungerer efter hensigten.

Spørgsmålet må være, hvilket problem kommunikationsafdelingen søger at løse med opsætningen af informationsskærme? Ikke mit i hvert fald. Kommunikationen af relevante oplysninger til de studerende fungerer efterhånden slet ikke dårligt via Absalon. Der er stadig problemer, men med indførelsen af en sms-tjeneste, kan man faktisk som underviser holde de studerende informeret om sidste øjebliks ændringer.

De behøver ingen fladskærme på stedet for at være opdateret med hensyn til aflysninger eller lokaleændringer. Hvad de har brug for, er fladskærme i undervisningslokalerne, så selve undervisningen kan foregå på tidssvarende vilkår.

Moralen er, at der er brug for igen at understrege, at dette fakultets altoverskyggende kommunikations-og formidlingsopgave er undervisningen, og at fakultetets midler bør prioriteres i overensstemmelse hermed.

(Debatindlæg i Humanist 7. okt. 2009)