Politiken ville erobre opinionen

Stjerneskribenterne Viggo Hørup og Edvard Brandes besluttede i 1884 efter en afsked i unåde fra Morgenbladet at stifte deres egen avis, Politiken. Det var Brandes, der fandt på den prætentiøse proklamation, at bladet skulle være 'organet for den højeste oplysning'. Men det var Hørup, der i et brev til Brandes i sommeren 1884 fremlagde avisens egentlige program: »Vi skal ikke føre krig mod den offentlige mening - det er let nok - men vi skal erobre den offentlige mening og gøre os til dens ordførere«.

Spørgsmålet er, om projektet lykkedes? Kom avisen til at sidde på den offentlige mening? Lidt er der om snakken. Politiken var en del af partipressen, men dog på sin ganske egen måde. Forskellen bestod i, at avisen var 20 år ældre end det parti, den blev knyttet til. Det Radikale Venstre udsprang af avisen - ikke omvendt. Egentlig og nøgternt set er avisen blot en avis blandt mange andre. Men ingen taler om 'Systemet Jyllands-Posten' eller 'Systemet Kalundborg Folkeblad'. Politiken har særstatus som 'System'.

Udtrykket 'Systemet Politiken' blev skabt af litteraten Harald Nielsen i 1907 som et skældsord. Han karakteriserede Politiken som en magtfaktor, men vel at mærke af den slags, der ikke ejer legitimitet, en besættelsesmagt. Politikens folk »er normannerne, der har undertvunget angelsakserne, men som aldrig har forstået eller brudt sig om at forstå det folks natur og livssyn, som de ville beherske«.

Magt havde avisen i hvert fald - eller magten havde den - så længe Det Radikale Venstre var ved muffen. Avisen logrede for den radikale regering Zahle under Første Verdenskrig. Indenrigsminister Rode blev siden chefredaktør for bladet. Nogle af avisens lederartikler under Anden Verdenskrig var nærmest som dikteret af Erik Scavenius. Man hævdede stolt fortsættelsen af Viggo Hørups berømte karakteristik af de konservative planer om at kunne forsvare fædrelandet mod en tysk aggression: »Hvad skal det nytte?«.

Harald Nielsens billede af 'Systemet Politiken' som en fremmed magt uden opholdsberettigelse og stedbundet tilhørsforhold bærer mere end tilfældige lighedstræk med tidens antisemitisme, som han selv endte med at blive fortaler for.

Antisemitisme er som begreb en frygtelig skifting, fordi det forudsætter, at begrebet 'semitisme' giver mening. For at gøre en lang historie kort var det især meningsfuldt for nationalkonservative kredse i Europa, der identificerede 'det semitiske' eller 'det jødiske' med alt, hvad de betragtede som en trussel mod deres værdier. Men, som en meget ung Søren Krarup skrev i 1960 i en bog om Harald Nielsen:

»'Det moderne Gennembrud' i Danmark fik sin særlige historie, fordi Georg Brandes var jøde. Under sin rejse i Syden erfarede han, hvor modsat han var danskerne, hvor forskelligt de reagerede, og med et instinktivt fjendskab i sit hjerte rejste han derfra. På grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid, men så kun noget hindrende, der måtte af vejen, fordi det var ham til besvær. Han var særlig, og med den stærke personligheds kraft krævede han plads til sit særpræg. Ind i Gennembruddets forløb lagde han sit racepræg, sin modvilje, sit had, og derfor fik det så omstridt en skæbne«.

Krarups ærinde med bogen var dristigt, nemlig at lægge et godt ord ind for Nielsen, der var død få år forinden isoleret og venneløs. Det var Krarups pointe, at Nielsen var blevet tvunget ud i den marginaliserede stilling »under radikalismens kompakte tryk«, som det hed. Det var med andre ord 'Systemet Politikens' skyld.

Krarup har siden fået på hattepulden, fordi han faktisk netop her er kommet for skade at kopiere Harald Nielsens antisemitiske retorik snarere end at beskrive den. Der er nu tale om en enkeltstående ungdomsforseelse. Krarup var og er ikke antisemit, nærmest tværtimod. Dansk Folkeparti har en meget Israel-venlig udenrigspolitik og kritiserer tilsvarende 'Systemet Politiken' for at være for sympatisk indstillet over for den palæstinensiske sag. Og i 2005 var der sågar en række fremtrædende medlemmer af det jødiske samfund, der skrev under på en protest mod, hvad de opfattede som dagbladet Politikens tendens til antisemitisme. Alligevel er der en lighed mellem den måde, antisemitismen konstruerer 'jøden', og den måde, billedet af 'Systemet Politiken' skabes.

Søren Krarup fører sit regnskab over århundreder, og det er ikke så sært, at det er ham, der har genindført begrebet 'Systemet Politiken' i den offentlige debat i dag. I hans bog er der ikke den store forskel på Viggo Hørup og Tøger Seidenfaden, og det er bestemt ikke ment som en ros.

Siden valget i 2001, der af regeringsbærende kræfter ganske uskrømtet kaldes et nyt systemskifte i dansk politik, er partipressen også nærmest blevet genopfundet. De officielle bånd mellem Politiken og De Radikale blev ganske vist kappet i 1970, og avisen gled ind i den forskelsløse masse af landsdækkende omnibusaviser. Men Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten har efter 2001 fået en skarpere ideologisk profil.

Politiken følger (igen) Hørups og Scavenius' syn på udenrigspolitikken og kan derfor ikke se visdommen i det danske militære engagement i Irak. Statsministeren derimod har defineret sin udenrigspolitik eksplicit i modsætning til Scavenius og har med Krarup som sufflør og Jyllands-Posten som klakør revitaliseret forestillingen om 'Systemet Politiken', denne angiveligt almægtige sammensværgelse af kulturradikale øko-rundkreds-pædagog-christianit-1968'er-Jagtvej69'er-fodnotepolitiker-landsforrædder-scavenianer-halal-hippie-Blekinge- gade-terrorister.

Dette fjendebillede, Hørups fremmanede spøgelse, udfylder opgaven som generalvaccine mod kritik. Stillet over for et argument mod f.eks. den nuværende udenrigspolitik, behøver regeringen ikke gå ind i substansen af kritikken. Den kan nøjes med en motivfortolkning, afskrive det som en af den politiske korrektheds tankeløse automatreaktioner og sige: »Det siger du bare, fordi du tilhører 'Systemet Politiken'«.

Det snedige ved denne konstruktion er, at ordet skaber, hvad det nævner. Det nytter ikke noget, at avisen - fuldstændig som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i øvrigt - ved nærlæsning viser sig at rumme en mangfoldighed af redaktionelle linjer, der ikke alle løber parallelt, for der kræves kun ganske få elementer af genkendelighed, et venligt ord om Georg Brandes, en kronik om de positive sider af ungdomsoprøret, en reportage om palæstinensernes problemer, før billedet af 'Systemet Politiken' ikke blot bekræftes, men forstærkes.

Uanset hvordan avisen snor sig, slipper den ikke af krogen. Selv når den kaster al skam over bord og lancerer en kampagne for avisen, der med en ironisk kraftanstrengelse skal vende fjendebilledet til sin egen fordel, arbejder den sig blot krogen endnu længere ind i kæften.

(Indlæg i Politiken 12. juli 2008. Det er et sammenkog af et foredrag på et ugekursus på Vallekilde Højskole arrangeret af avisen samme sommer.)