Fri hastighed for frie borgere

Der er kun få emner, der som trafikken kan foranledige ophedede debatter og følelsesladede indlæg. Alle borgere har årelange erfaringer med at færdes i trafikken som fodgængere, passagerer, cyklister eller chauffører, og de fleste er parate til at ophæve deres personlige synspunkter til universelle forskrifter for den fremtidige tilrettelæggelse af trafikken. Folketingets trafikordførere er bestemt ingen undtagelse. Det er uden tvivl frustrerende for de professionelle trafikplanlæggere, der faktisk har forstand på tingene, at deres viden i vid udstrækning bliver ignoreret.

Trafikdebatten ligner et skænderi mere end en dialog. De debattører, der tror, at det handler om rationel tilrettelæggelse af borgernes ønsker om at bevæge sig fra A til B, kan godt pakke sammen igen. Problemet stikker langt dybere.

Erhvervelsen af et kørekort er en begivenhed, der er overlæsset med betydninger og værdier, der har meget lidt med dækningen af et konkret transportbehov at gøre. Et almindeligt kørekort er ikke kun et bevis på retten til at føre motorkøretøj på under 3.500 kg totalvægt på offentlig vej. Med kørekortet følger myndighed, uafhængighed, bevægelighed. Mange – især mænd – betragter den beståede køreprøve i 18-års-alderen som deres livs væsentligste overgangsritual, og de friheder og rettigheder, de herefter nyder, hæger de om med en sjælden nidkærhed.

Derfor betragter mange bilister også enhver regulering af trafikken som en indgriben ikke blot i deres ret til at færdes, men i selve kernen af deres personlige frihed. Argumenter om sikkerhed og trafikøkonomi bider ganske enkelt ikke på dem, for det handler for dem om noget andet og større. Deres myndighed og integritet er anfægtet. De betragter færdselspolitiet og automatisk hastighedskontrol som statslige tvangsmekanismer på linje med Gestapo eller Stasi. »Freie Fahrt für freie Bürger« hed det i en kampagne for bevarelsen af de frie hastigheder på motorvejen i Vesttyskland engang. Der er tale om en frihedskamp, der ikke ulig andre frihedskampe har sine ofre.

Det er næsten paradoksalt, at privatbilismen er blevet det væsentligste symbol på personlig frihed, for der findes velsagtens ikke noget mere socialt fænomen end trafik. Det er et sted, hvor man ikke alene er afhængig af de andres adfærd, men hvor ens liv og førlighed beror på, at alle overholder en række præcise spilleregler. Selv meget små afvigelser i form af mere personlige fortolkninger af paragrafferne kan have fatale følger.

Farten på vejene er noget af det mest omdiskuterede. Somme tider kan man have på fornemmelsen, at farten spiller så stor en rolle, fordi den i modsætning til uopmærksomhed eller idioti kan måles objektivt. Det er et meget nemt grundlag at udstede bøder på. Nogle gange kan man også få på fornemmelsen, at politiet sætter fartmålere op, hvor det er belejligt snarere end dér, hvor det er nødvendigt, men jeg ville nødigere have, at de slet ikke kontrollerede trafikken. En af mine venner kalder fartbøder for fartskat. Jeg prøver at forklare ham, at alternativet til bødestraf er at spærre folk inde eller at give dem et lag tæsk. Det var måske på den anden side slet ikke nogen dårlig idé?

Selvom man ikke ved så meget konkret om, hvorfor ulykker opstår, er der almindelig enighed om, at de ulykker, som altid vil finde sted, med sikkerhed bliver alvorligere og næppe bliver færre, når farten sættes op.

Men eksperterne kan som nævnt stikke deres rationalitet et vist sted hen. Det er ikke hastigheden, der skal forøges med 18,2 procent fra 110 til 130 km/t; det er den personlige frihed. Og den er faktisk så dyrebar, at et flertal synes indstillet på at betale for den med blod, sved og tårer.

(Kommentar i Information 13. juni 2003 i anledning af, at hastighedsgrænsen på visse motorvejsstrækninger blev sat op fra 110 til 130 km/t.)