En bøhmand kom forbi

Forlaget Aschehoug har trukket to bøger tilbage fra markedet. Det drejer sig om to billedbøger af Gareth Jenkins om hhv. Che Guevara og John F. Kennedy. Anledningen var en henvendelse fra Berlingske Tidendes redaktion til forlaget med »en række kritiske spørgsmål«. Forlagsdirektør Erik Barfoed udtaler om bøgerne til avisen: »Når jeg kigger nærmere, så giver de ikke et billede af historien, som vi føler os tjent med. Jeg opfatter bøgerne som stærkt tendentiøse, og det vil vi ikke være udgiver for«.

På samme opslag i avisens kultursektion står Bent Blüdnikows anmeldelse af bøgerne. Jenkins forsimpler ifølge Blüdnikow med sin vulgærmarxisme hele det 20. århundredes historie, og Jenkins »lægger skylden på konfrontationerne under Den Kolde Krig på USA’s skuldre og nævner aldrig ofrene for kommunismen«.

Den anden bog om Che Guevara, der har Hilda Barrio som medforfatter, gør sig skyldig i samme forseelse, mener Blüdnikow, blot med modsat fortegn: »Che skildres som den store helt, der ville befri Sydamerika. Ikke skyggen af kritik og intet om ofrene for Ches og Castros gerninger«.

Blüdnikow slutter sin anmeldelse med at kalde bogen »værdiløs«. At konklusionen målt i stjerner trods alt bliver to ud af seks mulige, må bero på formildende omstændigheder, der ikke fremgår af anmeldelsen selv.

Berlingske Tidende slår til igen, må man sige, og det helt uden blusel. Et forlag udgiver bøger, hvis tendens går imod den berlingske, og avisen bruger derfor sin ikke uvæsentlige vægt til at presse forlaget til at ændre sin redaktionelle linje. En-to-tre har berlingeren en god historie til kulturtillægget og endnu en kommunistskalp til samlingen.

Aschehoug, der tilsyneladende er bange for sin egen skygge, har heller ikke megen ære af historien. Bøgerne er de rene ligegyldigheder, men det burde på den anden side ikke komme bag på forlagets direktør, der har gjort det til sin forretningsmodel at udgive dårlige historiebøger. Det skal han selvfølgelig have lov til, for bogmarkedet er netop intet andet end et marked bestemt af udbud og efterspørgsel, hvor grænserne for det, der kan udsendes, er fastsat af copyright- og injurielovgivningen samt bestemmelserne om videnskabelig redelighed. Aschehoug har ved et par lejligheder bevæget sig meget tæt på og endog over disse grænser, men bestemt ikke i dette tilfælde.

Det er op til anmelderne at vurdere kvaliteten af bøgernes indhold, og det gør vi efter bedste evne, mens vi vedblivende undrer os over, at forlagsredaktører tilsyneladende har mistet evnen til at læse indenad. Aschehoug er ikke det eneste forlag, der har slækket på den redaktionelle kvalitet. Næsten ingen af de store forlags navne er i dag et kvalitetsstempel i sig selv. For den historiske litteraturs vedkommende gælder det f.eks. også et par af universitetsforlagene, der har slået nogle imponerende skæve i den forgangne bogsæson.

Det er imidlertid som nævnt ikke kvaliteten af bøgerne, der står på dagsordenen her – det er deres politiske tendens. De anlægger en unuanceret, forsimplet, men fuldstændig legitim tolkning af deres hovedpersoner. Che Guevara bliver opfattet som en stor helt og JFK som noget nær en forbryder. Det kunne Castro ikke have skrevet meget bedre. Spørgsmålet er i overført betydning, om vi vil bevilge Castro retten til at blive hørt, når han selv nægter sine modstandere samme ret? Det vil Blüdnikow åbenbart ikke, hvis man har lov til at antage, at han er arkitekten bag det redaktionelle udfald mod Aschehoug.

Bent Blüdnikow, der begyndte som historiker og arkivar på Rigsarkivet, har skabt sig en mangeårig karriere i de berlingske blade på ideologisk driftsikkerhed. Man kan til hver en tid regne med Blüdnikows reaktion, og hans læsere har stadigvæk et overraskende synspunkt eller en uventet vinkel fra hans hånd til gode. Hans skriverier består i en eller anden kombination af følgende to elementer: For det første hans foragt for marxismen, kommunismen, socialismen og alt det, der tilnærmelsesvis ligner. For det andet hans afsky for samarbejds- og tilpasningspolitikken under krigen. Det er hans brændstof, hans livs formål at gøre op med disse to modstandere, og hans stålsatte vilje til at føre sit projekt igennem har skaffet ham øgenavnet ’Bent Blod’ blandt kollegaer og modstandere.

Han er i sin gode ret til sit standpunkt og til at genoptrykke det i Berlingske Tidende et par gange om ugen. Det skal moralisten Blüdnikow ikke høre mere for. Han overskrider imidlertid en væsentlig grænse og bliver til dobbeltmoralist, når han ikke tillader andre at gøre, hvad han selv gør så flittigt, nemlig bruger historieskrivning som skueplads for sin ideologiske kamp. Blüdnikow kunne med præcis de samme kriterier, som han har anlagt i sin anklage mod Aschehoug, kræve Cepos’ og Gyldendals udgivelse ’20 begivenheder, der skabte Danmark’ trukket tilbage fra markedet.

Foruden at være et middelmådigt og uigennemtænkt produkt med irriterende faktuelle fejl er Ceposbogen, hvortil Blüdnikow har bidraget, et ideologisk forsøg på at omtolke historien, så den passer til et liberalt-konservativt verdensbillede. Alle anmeldere inklusive mig selv modtog bogen på den præmis, at Cepos er ude i et legitimt – måske endda tiltrængt – ærinde. Bogen er en del af den store erindringspolitiske kamp, der foregår. Dens berettigelse består i, at det liberalt-konservative synspunkt er underrepræsenteret i historieforskningen, der typisk udviser forståelse for samarbejdspolitikkens nødvendighed og gerne analyserer den kolde krig som andet end en konfrontation mellem gode og onde kræfter. Og her kommer vi til grundskaden i Blüdnikows historiesyn: Han lader sig forblænde af sin egen moralisme.

Saglig historieforskning og -skrivning består bl.a. i et forsøg på at analysere de kræfter, argumenter, strukturer og årsager, der ligger bag historiske aktørers beslutninger, uanset deres moralske valør. Det viser sig ofte i den slags analyser, at spørgsmålet om ’godt’ og ’ondt’ af sig selv træder i baggrunden. Det betyder ikke, at det er irrelevant at anvende disse begreber på historiske begivenheder. De er blot ikke særlig tjenlige, når det handler om at forstå. Fordømmelse står nemlig som regel i vejen for forståelse. På den anden side står forståelse altid i fare for at blive forvekslet med accept. Det er et dilemma, som må håndteres med varsomhed, især når det handler om verdenshistoriens store forbrydelser. Den slags finesse er helt hinsides Blüdnikows horisont.

(kommentar i Politiken 25. nov. 2006)