Fra kald til kamp for de yngre læger

Det var muligvis en FAYL-formand, der først satte fingeren på det ømme punkt: »Vi har på vor side alt for store tanker om det uundværlige i vor gerning. Sygehusvæsenet er så højt udviklet, og folk render så meget til læge, fordi det er gratis, at det er på høje tid, at vi reducerer vore egne forestillinger om gerningens sacrale karakter.« Formanden hed Aage Gjersøe, og året var 1961. Sundhedsvæsnets ydelser var nærmest blevet et forbrugsgode, som efterspurgtes mere og mere - det var jo gratis - og hvad særligt skulle der egentlig være ved dem, der leverede produktet? Gjersøe berørte det dilemma, der har været en grundtone i de yngre lægers 100-årige historie: På den ene side forestillingen om lægegerningens ophøjethed - kaldet. Og på den anden, kravene om en arbejdstid som almindelige menneskers og en tilfredsstillende økonomisk honorering for skæve arbejdstider, høj arbejdsbelastning og en lang uddannelsestid - kampen.

Egentlig burde det hedde foreningen af underordnede hospitalslæger, for den organiserer alle de medicinske kandidater, der er på vej til at specialisere sig ved længere eller kortere ansættelser på forskellige hospitalsafdelinger. Det kan tage både 10 og 15 år at kvalificere sig til en af de faste stillinger på sygehusene, så medlemmerne er ikke nødvendigvis alle lige unge. De sidder blot ikke i slutstillinger. Men når foreningen ikke bærer det navn, hænger det sammen med omstændigheder for dens stiftelse. Der var nemlig omkring forrige århundredeskifte en vældig vækst i antallet af sygehuse og i antallet af medicinske kandidater, men ingen tilsvarende vækst i antallet af turnuspladser på sygehusene, og det udgjorde en flaskehals i det system, der skulle skaffe kvalificeret arbejdskraft til de mange nye sengepladser. Den nystiftede forening kom i 1904 til at omfatte ikke blot de få, der havde fået en turnusplads, men også de mange, der gerne ville have en. Den eneste dækkende betegnelse for begge grupper blev at kalde dem for »yngre læger«.

En underordnet hospitalslæge anno 1904 lagde al sin tid, sin kunnen og sin arbejdskraft i den afdeling, han var tilknyttet. Hospitalet kvitterede med nogle håndører - ca. 20.000 kroner om året i vore dages penge - og urimelige arbejdsvilkår, der på papiret ikke adskilte den yngre læge fra en daglejer. Det er forbavsende, at de fandt sig i det. De yngre læger kunne imidlertid opretholde en værdighed og faglig stolthed, der lå milevidt fra pjalteproletariatet. Det havde to årsager. For det første tilhørte de eliten i en ny tids naturvidenskab, der havde haft held med at sætte sine succeser stort op og tilsvarende nedtone fejlgrebene og magtesløsheden. De stod i kraft af deres uddannelse sandheden nærmere, og de havde autoriteten til at udpege for andre, i hvilken retning fremtiden lå. For det andet kunne de med god ret hævde, at de jo ikke gjorde det for pengenes skyld, for de fik faktisk næsten intet for deres indsats. En yngre læge var med andre ord en selvopofrende idealist i sundhedens, sandhedens, fremskridtets tjeneste. Til gengæld for sine ofre fortjente den yngre læge sine omgivelsers respekt og i rette tid også et godt embede.

Fagforeningen begyndte at stille krav om, at samfundet - i praksis hospitalsejerne - belønnede den yngre læge efter fortjeneste nu og her og i kroner og øre. Når de yngre læger nu udfyldte så væsentlig en opgave, skulle det da bare lige mangle, at de ikke også fik en ordentlig løn. Det tog sin tid, for lønefterslæbet blev først udlignet efter mere end 50 års målrettet indsats fra fagforeningen. I dag tjener en yngre læge som grundløn omtrent det samme som et medlem af DJØF eller Dansk Magisterforening.

Men kampen fik også andre følger. Foreningens årelange indsats for tilfredsstillende løn- og arbejdsvilkår måtte nødvendigvis også indebære et opgør med den kaldstanke, der gjorde yngre læger til kulier i lægehierarkiet. Og efterhånden fik dette betydning både for deres egen identitet og selvfølelse og for omgivelsernes syn på dem. Udviklingen blev i 1960erne hjulpet godt på vej af vakanceproblemer, dvs. at mange stillinger ikke kunne besættes. Arbejdsgiverne bliver som regel mere lydhøre, når arbejdskraften er en mangelvare. Og samtidig gjorde lægemanglen det også muligt for lægerne at fastholde forestillingen om at være uundværlige, ikke blot som stand, men også som individer.

I 1970erne medførte en voksende produktionen af medicinske kandidater, at der var for mange læger til for få jobs. Pludselig måtte en hel generation af nyuddannede medicinere se sig deklasserede: De var ikke uundværlige. Denne erfaring deles vel af alle arbejdsløse, men i de yngre lægers tilfælde slog det ekstra hårdt, fordi standskulturen stadig hvilede på den selvforståelse, at en læge indtager en særlig og betydningsfuld stilling i samfundet. Samtidig havde de yngre læger, der var i job, meget lange arbejdsuger. Arbejdsbyrden var skævt fordelt. Misforholdet udløste en meget alvorlig konflikt, hvis tydeligste udtryk var en ugelang overenskomststridig strejke omfattende næsten alle yngre læger i 1981. Den offentlige forargelse var stor, for de yngre læger blev opfattet som et hvidkitlet og forkælet broderskab, der havde taget patienterne som gidsler i et forsøg på at udbygge deres privilegerede status. Det var ikke så let at overbevise offentligheden om, at det også var hårdt at være yngre læge. Konfliktens mest kendte resultat er indførelsen af en 40 timers arbejdsuge. Overenskomsten medførte et stærkt øget behov for yngre læger og er en af forudsætningerne for vore dages lægemangel. Den medvirkede endvidere ifølge mange kritiske overlæger til, at de yngre lægers uddannelse - især kirurgernes - haltede bagud, for de fik ganske enkelt mindre tid i løbet af ugen til at indhente den nødvendige erfaring. Omvendt kritiserede de yngre læger sygehusene for ikke at tilpasse uddannelsesforløbene de nye forhold. Manglen på uddannelsesstillinger udgjorde i mange år efter 1981 en flaskehals i de yngre lægers uddannelsesforløb.

I modsætning til den almindelige opfattelse var den 40 timers arbejdsuge ikke et ensidigt krav fra de yngre lægers side. Arbejdsgiverne var helt med på ideen. Det egentlige modsætningsforhold lå et andet sted. Konflikten i 1981 var ikke blot endnu en lønkamp, men en kamp om identitet: Er en læge blot en almindelig lønmodtager? Ikke hvis man spørger lægerne. Arbejdsgiverne forsøgte at presse lægerne ind i samme kasse som f.eks. sygeplejersker, dvs. lønarbejderens med skematiseret arbejdstid i faste 8-timers vagter. Lægerne hævdede på deres side retten til selvforvaltning: En læge udfører sit arbejde på lægefaglig grund, og derfor skal bureaukrater, sygeplejersker, DJØFere og politikere ikke komme for tæt på med deres usaglige trang til at bestemme alting. Kampen foregår stadig mod det, der blandt læger foragteligt kaldes DJØFiseringen af sygehusvæsenet, men som fra sygehusejernes side bliver betragtet som arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

FAYL blev som et resultat af konflikten i 1981 meget isoleret og måtte kæmpe med et troværdighedsproblem. Til gengæld var arbejdsløsheden væk, og indtjeningsmulighederne på ekstravagter var gode. Først langsomt vendte foreningen tilbage som ligeværdig medspiller i overenskomstforhandlingerne, og siden som aktør i formuleringen af den overordnede sundhedspolitik f.eks. i speciallægekommissionen, som afleverede sin betænkning om en reform af speciallægeuddannelsen i 2000. Det er ikke kommet af sig selv. Der er ingen, der lytter til lægerne, blot fordi de er læger, længere. Mange andre grupper gør krav på at have noget væsentligt at sige om samfundet, så det handler om at tænke taktisk. Den yngre læge anno 2004 er med stor sandsynlighed ikke længere nogen han, men en hun. Hun er en offentligt ansat med skæve arbejdstider på samme måde som lokomotivførere eller politibetjente. Samfundet køber hendes arbejdskraft, når der er brug for den. Det er der for tiden. Et job er ikke noget, man søger - det er noget man får. Derfor kan tiden stadig rumme et stærkt selvbillede blandt læger. En væsentlig forskel er dog, at lægens udsagn ikke længere får lov til at stå uanfægtet. Ganske vist er der ikke sket noget fald i patienternes søgning til den naturvidenskabelige medicin, men den selvfølge, hvormed lægens ordre følges, er ikke længere den samme. Det skyldes ikke blot den almindelige interesse for alternativ behandling, men også den generelle mistillid til store bureaukratier og alt for velordnede verdensbilleder. Hospitalsvæsenet repræsenterer begge dele. Relationen mellem patient og læge er ikke længere kun bygget på autoritetens over- og underordning, men også på forhandlingens ligeværdighed. På 100 år har de yngre læger tilkæmpet sig fornuftige arbejdsvilkår og en god løn. Prisen har været den langsomme og til tider pinefulde opgivelse af deres særstatus.

(Kronik i Berlingske Tidende, 18. nov. 2004)