Som hyæner

Det er efterhånden trivielt, påfaldende trivielt. Det er ikke engang en nyhed, dårlig nok interessant: Et medlem af Dansk Folkeparti er blevet meldt til politiet for racisme. Valgkampen fortsætter uanfægtet. Indvandrerspørgsmålet er rykket et godt stykke ned på dagsordenen, ned under dankortgebyret og den støjdæmpende asfalt på Køgebugtmotorvejen. Vi taler næsten ikke om det. Det er ikke fordi Dansk Folkeparti har tonet budskabet ned eller har stillet sig tilfreds med de store stramninger, der allerede er gennemført. Mer’ vil ha’ mer. De er i grunden ikke tilfredse, før alle muhamedanere er sendt hjem til Arabistan. De har blot lært sig at sige det i stuerene vendinger, så deres endelige løsning ikke forekomme så radikal – om man så må sige.

Ja, altså lige bortset fra Finn O. Larsen, der er byrådsmedlem i Roskilde og kandidat til folketingsvalget for Dansk Folkeparti. Han har i den lokale ugeavis begået et læserbrev, hvori han meddeler sin harme over publikums adfærd i Vigen Strandpark, et rekreativt område ned til Roskilde Fjord: »… store indvandrerfamilier okkuperer store områder og som ved en særdeles støjende og primitiv adfærd holder normale mennesker på afstand«. Folketingsaspirant Larsen har dermed klart givet til kende, hvad der er normalt og ikke. Men det er ikke nok. Disse familiers afkom er de værste, for »de driver rundt i store bander, som hyæner, og venter på en lejlighed til et rask lille overfald eller røveri mod en enlig dansker«, som Larsen skriver. En behjertet borger har gjort sig den ulejlighed at politianmelde Larsen for overtrædelse af den racismeparagraf, som DF i øvrigt ønsker afskaffet. Anmeldelsen kommer der sandsynligvis ikke andet ud af end et venligt svar fra en vicepolitimester. Om noget så ødselt som national mediedækning kan der i hvert fald ikke blive tale. På sin vis er det til at forstå, for man bliver træt af disse mennesker, der har ophævet deres personlige fordomme og modvilje til et politisk principprogram. Nu igen, tænker man og orker dem næsten ikke. Sådan tænker de sikkert også hos anklagemyndigheden i Roskilde. Hvordan får vi denne sag til at sove ind i stilhed?

Vores tavshed er vores forsømmelse. Tavsheden i Dansk Folkepartis top derimod er udtryk for andet og mere end det. De burde ifølge almindelige politiske spilleregler sætte den uvorne Larsen på plads, men det gør de ikke. De spiller dobbeltspil. Partiledelsen taler skam pænt, for det gør man, hvis man vil være noget ved musikken, men deres vælgere ved godt, hvad de i virkeligheden mener. De mener præcis det samme som Finn O. Larsen, og det bevidnes i lige så høj grad af det, de siger, som af det, de ikke tager afstand fra. Det er i lyset af Larsens billedsprog fristende at sammenligne situationen med savannens fødekæde. Før i tiden troede man, at de svigefulde og træske hyæner blot levede af løvernes levninger. Det er imidlertid lige så ofte omvendt. Hyæner er glimrende jægere, der udøver deres blodige håndværk om natten. Ved daggry har løverne jaget hyænerne bort fra deres bytte, så det for den daglevende iagttager ser ud som om, dyrenes konge selv har nedlagt sit bytte. Når løven er mæt, må hyænerne tage til takke med resterne. Den politiske arbejdsfordeling i Dansk Folkeparti er således, at fodfolket, til hvilket den uraffinerede Finn O. Larsen ganske sikkert hører, er en vigtig del af den ideologiske fødekæde. De siger lige ud, hvad de i deres vankundighed, tåbelighed, uforskammethed eller måske endda ondskabsfuldhed finder rigtigt og sandt. »Jeg beskriver de virkelige forhold,« som Larsen selvsikkert siger i en kommentar til Roskilde Avis. Han ryster ikke på hånden, for han ved, at hans synspunkter nyder støtte i partiets vælgerflok. Disse grupper af ideologiske græsrødder lever og virker over hele landet i skjul af den offentlige tavsheds mørke. I TV-avisens klare spotlys ser vi ikke Larsens ubehageligheder, kun partiløverne i færd med at servere et stuerent måltid. Og regeringen spiser af deres hånd.

(Kommentar i Information 5. februar 2005)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar