Den typiske mangel på respekt

Da Hans Engell overtrådte færdselsloven, fratrådte han sine politiske poster. Da Pia Kjærsgaard overtrådte våbenloven, trådte hun ikke tilbage. Hun trådte derimod frem og proklamerede, at det var da også en tåbelig lov, og at den burde afskaffes. Den manglende respekt for lov og ret er typisk for hende. Derfor er det ikke overraskende, at hun farer i flint over Højesterets seneste afgørelse, der betyder, at det ikke er bagvaskelse at kalde hendes udtalelser racistiske.

Ikke alene Højesteret men også Dansk Sprognævn får det glatte lag i hendes ugebrev den 23. juni. De bugnende bede, hvorfra partibossen plukker sine sprogblomster, gødes med galde og sprøjtes med vitriol. Her en buket:

»Helt naivt har Højesteret lagt udtalelser fra Dansk Sprognævn til grund for den beslutning, man har truffet. Naivt alene af den grund, at Dansk Sprognævn er kendt for at være et rent populistisk foretagende, som accepterer og giver frit spil for enhver forfladigelse af det danske sprog.«

Højesterets dom er ifølge samme ugebrev »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk. Nok tager jeg dommen til efterretning, men jeg kan altså ikke tage den alvorligt. De synspunkter jeg fremfører har intet med racisme at gøre, selvfølgelig ikke; derimod er der tale om ganske almindelige dagligdags synspunkter, som de fleste danskere giver udtryk for.«

Faktisk vil jeg give Pia Kjærsgaard ret i, at hendes synpunkter ikke er racistiske, hvis man skal fastholde alvoren og præcisionen i begrebet. Racisme dækker over den forestilling, at der er en biologisk betinget forskel mellem de menneskelige racer, som indebærer, at det er legitimt at gøre forskel på dem som mennesker og borgere. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist at gøre forskel på folk, men snarere ud fra religion og kultur end hudfarve. Man kunne vælge at kalde dem ’kulturalister’, hvis man skulle finde en direkte sproglig parallel til begrebet racist.

Det skal i hvert fald være et dækkende udtryk for den holdning, at »asylanter og indvandrere misbruger vore kirker, misbruger vore børn og misbruger vores tillid.« Det er som sagt ikke racisme, men forskellen er i praksis til at overse. Ophavsmanden til udsagnet er da også blevet pålagt dagbøder. Pia Kjærsgaard giver ham naturligvis sin fulde opbakning i sit ugebrev. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid ikke nødvendigvis racismen.

Claus Bryld har i sin nye bog om demokratiet i fortid og fremtid mindet os om den pagt, som de fire gamle partier indgik efter Første Verdenskrig. Den indebar en enighed om spillereglerne for demokratiet, en respekt for de rammer, der omgiver det daglige hundeslagsmål på Slotsholmen. Det er blevet stadig mere klart, at Dansk Folkeparti ikke ser sig selv som en del af denne pagt.

Pia Kjærsgaard har inden for det seneste år ladet hånt om våbenloven, truet Ivar Hansen på hans mandat som Folketingets formand, og hun har nu beklikket Højesterets integritet som uafhængig statsmagt. Som de sidste af de i grundloven omtalte magtorganer må ombudsmanden, statsrevisorerne og dronningen berede sig på tilsvarende bredsider fra samme skude.

Politikens Adam Holm har brugt betegnelsen radikal konservatisme om den danske højrefløj i mellemkrigstiden. Det dækker over den forestilling, at det ganske vist handler om at bevare Gamle Danmark, men at dette Danmark efterhånden er blevet så inficeret af politisk fordærv og anden socialdemokratisme, at man må nedbryde det bestående system for at kunne genskabe det ’egentlige’ og det ’folkelige’ Danmark; med andre ord: revolution. Foragten for det bestående system deles af Dansk Folkeparti, og den ideologiske tråd er ubrudt. Søren Krarup skrev i sine ganske unge dage en sympatisk indstillet bog om Harald Nielsen, der netop hørte til denne særlige kategori af konservative ideologer, om hvem man kan sige dette ene fordelagtige, at de i store træk ikke var nazister.

(Kommentar i Information 2. juli 2003)