Kære ven

I 1992 udgav nu afdøde Henrik Nissen brevvekslingen mellem de to nære venner Hal Koch og K. E. Løgstrup. Bogen, ' Kære Hal, kære Koste', er blevet en nyklassiker i besættelsestidslitteraturen. Det skyldes ikke mindst, at man her finder nogle af de afgørende synspunkter repræsenteret, som udgør hovedpositionerne i den fortsatte erindringspolitiske kamp om besættelsestiden.

Denne kamp har ofte karakter af en stedfortræderkrig, hvor aktører fra krigens tid uden egen skyld eller fortjeneste tages til indtægt for synspunkter, der indgår i en nutidig debat. Denne brevveksling er imidlertid ret enestående, fordi den er en samtidig meningsudveksling med bud til eftertiden. Her ser vi to højt begavede mænd med ordet i deres magt, som ikke var underlagt selvcensurens bånd, og som kunne tage og give dybe stød. Her har man vidnesbyrd om helt principielle synspunkter udfoldet i den tid, hvor de hører hjemme, ubelastet af bagklogskab.

Derfor er det også glædeligt, at Forlaget Klim har taget det på sig at genudgive en revideret udgave af brevvekslingen, endda under en ny og mere præcis titel, ' Venskab og strid'.

Værdien af bogen afgøres ikke af, om den ene eller den anden brevskriver havde ret. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at afskrive eller hylde blot den ene part i sagen. Kvaliteten består i, at der her med vægt og integritet fremhæves synspunkter, som er indlæg i den aldrig afsluttede debat om, hvad et demokrati gør for at forsvare sig selv, når det angribes af ikke-demokratiske kræfter.

MENS LØGSTRUP hurtigt ønskede at gå langt for at fremkalde et brud med tyskerne, stillede Hal Koch sig kritisk til, men grundlæggende solidarisk med de skiftende regeringers politik frem til august 1943 med det argument, at der var tale om en løsning, der havde den bredest mulige folkelige opbakning. Løgstrup var anderledes radikal. Han havde embede som sognepræst i et landsogn på Fyn, langt fra indflydelsen og forhandlingerne i København. Klarhed er som bekendt den udenforståendes privilegium, og her kunne han så sidde og kræve norske tilstande, brud og rene linjer: »Dit Ansvar, det er at være lydig, lydig mod det danske Livs Love, mod Sandfærdigheden og mod Rettens Absoluthed - men dit Ansvar er ikke de Konsekvenser, der maatte komme af din Lydighed - det maa du overlade Gud i Tro«. Hal Koch sad som professor i København og skøttede tillidshverv, der bragte ham i meget tæt kontakt med politikerne. Han fastholdt samarbejdslinjen, blandt andet fordi den skånede danske liv. Han kunne godt misunde nordmændene de klare linjer, men »bliv mig saa fra Livet med det Sludder om det absolute og dansk Politik«. Løgstrup mente, at kompromiset og den nationale enighed var blåøjet og naiv. Selv om man ved et brud med tyskerne kun fik halvdelen af danskerne med sig, drejede det sig om den gode halvdel med instinkterne og energien i behold, mente han. Grunden til Hal Kochs demokratisyn, der netop bestod i en respekt for alles synspunkter og ikke kun den ene halvdels, blev lagt med denne korrespondance, hvorimod Løgstrup udviklede holdninger, der sagtens kunne forveksles med f. eks. Kaj Munks. På den anden side havde Hal Koch i efteråret 1940 gjort sig til talsmand for en opviglet og stærkt national grundtvigianisme, og det var Løgstrup, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke adskilte sig særlig meget fra nazisternes. Derefter blev Hal Koch repræsentant for den politiske pragmatisme, mens Løgstrup overtog den nationale patos og gik ind i den aktive modstandskamp. Hal Koch blev meget udtalt anti-nazistisk, hvilket medførte et bombeanslag mod ham.

I dag føres fortolkningskampen om fortiden undertiden med en bitterhed, som Hal Koch og K. E. Løgstrup ikke kendte. Deres venskab holdt. De kunne håndtere dybtgående saglig uenighed med menneskelig format, og det ville have været dem ganske fremmed at lade striden imellem dem afgøre på en måde, som det er sket i Svendborg Byret, hvor en forbitret strid ( mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, red.) om den kolde krig netop har fundet sin afslutning.

(kommentar i Politiken 22. maj 2010)