Kan man egentlig filme historien?

Første del af NRK's stort opsatte serie " Harry og Charles" om det selvstændige Norges første kongepar blev sendt søndag aften på DR. Dramaets omdrejningspunkt er de virkelige begivenheder, der knytter sig til den danske prins Carls overtagelse af den norske trone i 1905. Det er en flot produktion. Scenografi, kostumer, lys-og farvesætning er en nydelse. Fotografen kender sin Hammershøi.

Det er blot ikke nogen dokumentarisk fremstilling af begivenhederne.Det er en fiktion og burde ikke markedsføres som dokumentarisme, som den norske forfatter Tor Bomann-Larsen har påpeget. Han ved, hvad han taler om. Han har skrevet et fremragende og veldokumenteret flerbindsværk om prins Carl, kaldet Charles, og hans gemalinde og kusine, Maude, kaldet Harry.

Bomann-Larsen har fået en mere vidtstrakt adgang til det danske og det norske kongehus' arkiver end nogen før ham. Han kan derfor berette indgående om Carls forhold til ungdomsveninden " Tulle" Carstensen.

Det er også Bomann-Larsen, der på sin egen sobre facon har sandsynliggjort, at Maude og Carls eneste barn, prins Alexander, den senere kong Olav, ikke var sin fars biologiske søn.

Det er meget tydeligt, at seriens manuskriptforfatter må have hentet nogle af dramaets væsentligste elementer og persontegningerne fra Bomann-Larsen, men også, at han i detaljen har forholdt sig meget frit til sit forlæg. Det er sådan set en spejlvending af den metode, der er anvendt af " Borgens" manuskriptforfatter.

Her er mange af detaljerne kopieret direkte fra virkeligheden, mens plot og personer er fiktive. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at filmatisere virkeligheden tilfredsstillende? Et af problemerne er, at der er meget få scener og replikker til rådighed på film. Der må fortættes og forenkles for at få pointerne med.

Tag nu seriens fremstilling af prins Carls danske familie. Scenen er en frokost på Amalienborg. Carls far, kronprins Frederik - den senere Frederik VIII - er en besindig, men også svag mand. Han svenske hustru, Lovisa, fremstilles som dominerende og usympatisk. Den franske prinsesse Marie er upassende beruset, mens hendes godlidende gemal, kronprinsens yngre bror, prins Valdemar, forgæves nøder hende til at tage sig et glas vand.

Carl selv fremstår lidt kuet, mens den lettere anorektiske Maude er oprørsk og næsvis mod sin svigermor.

Det er stærkt forenklede, men ikke helt misvisende portrætter. Det er ikke ukendt, at prinsesse Marie drak for meget, og kronprinsen var ganske rigtigt en forsigtig mand.

Man kan diskutere, om ikke kronprinsessen var mere upopulær og isoleret end egentlig dominerende og usympatisk, men Maude var i hvert fald både kæk og meget optaget af sin hvepsetalje En sådan frokost har aldrig fundet sted. Ordvekslingen er grebet ud af den blå luft. Selvfølgelig har disse mennesker på et tidspunkt spist frokost sammen, men uden et referat, der giver os mulighed for med nogen troværdighed at gengive, hvad der hændte.

Ikke desto mindre ridses der med denne som med så mange andre fiktive scener et problem op og gives et klart billede af, hvad sagen drejer sig om: Hvorledes blev en dansk prins konge af det Norge, der netop havde løsrevet sig fra en personalunion med Sverige? At dømme efter første afsnit løser serien sin opgave ganske fint.

Sammenligningen med " Borgen" ligger igen lige for: De politiske og personlige problemer og forudsætninger fremstilles, så alle kan følge med.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 8. dec. 2010)