Fogh åbner sine flanker

Statsministerens tale den 29. august på Søofficersskolen, hvori han på et moralsk grundlag tager afstand fra den danske samarbejdspolitik under besættelsen, er et opgør med 60 års konsensus i den danske offentlighed. Som Scherfig viste med vitriolsk tydelighed i sin roman, Frydenholm, og som Claus Bryld og Annette Warring har bygget videre på i deres forskning, er denne konsensus en efterkrigskonstruktion. Danskerne var slet ikke så heltemodigt og enigt et folk under besættelsen. Ikke desto mindre har alle regeringer til nu – inklusiv Schlüters – fastholdt den nationale enighed om erindringen om de fem onde år. Det er en erindring, der forsøger at beskrive samarbejdspolitikken som en form for modstand, og som fastholder kontinuiteten før og efter 1943 og samdrægtigheden mellem de forskellige samfundsgrupper.

Foghs opgør er altså historisk i mere end en forstand. Det er ikke kun et ideologisk opgør, der bruger historien som brændstof, det er også et opgør med en historisk enighed i dansk politik. Opgøret har altså mange dybe lag, og det gør idiotien i hans tale så meget desto mere tragisk.

For det første lægger han sig ud med eksperterne på området, historikerne. At bruge besættelsestiden som løftestang for regeringens politik blev som metode introduceret af Brian Mikkelsen. Den kyndige historiker Steen Andersen har på et tidspunkt vist, at der ikke er huller i kulturministerens uvidenhed om historien, og det samme gælder nu også hans chef. Nogle vil fortælle ham, at hans opfattelse af samarbejdspolitikken er forkert, andre vil måske af diplomatiske hensyn nøjes med at kalde den unuanceret. Statsministeren ser jo gerne stort på eksperters udsagn, men denne gang har han forregnet sig, for han skal meget langt ned i bunken af historikere for at finde en, der på et sagligt grundlag vil kalde hans tale velanbragt. Selv skødehunden Bent Jensen vil vel ikke sætte den sidste rest af sin troværdighed over styr på denne konto?

For det andet er statsministeren faktisk offer for den i indledningen omtalte konsensusmyte. Han tror at have flere allierede, end han har. I stedet åbner han sine flanker på vid gab. For ved brugen af et historisk eksempel vil han også blive tvunget til at vælge sig et historisk forbillede, nemlig modstandsbevægelsen, der på dette tidspunkt var forsvindende lille. Ingen af de større aktører, de fire gamle partier, industrien, landbruget, pressen, diplomatiet for nu slet ikke at tale om folket er uden ansvar for samarbejdspolitikken. Ved at have trukket det historiske argument af stalden, har han selv åbnet for en skånselsløs kritik af især Venstres rolle i fortiden. Dansk Folkeparti har ingen fortid – ud over at Krarup og Langballe i metafysisk trods mod deres sene fødsel har defineret sig selv som »modstandskæmpere« – og går derfor fri.

For det tredje og vigtigste hævder Fogh, at han taler i demokratiets navn, at der var tale om et »moralsk svigt« mod demokratiet. Han kunne med fordel læse den meget interessante brevveksling fra krigens tid mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup. Løgstrup var dengang høgen, der i nationens navn ville gøre modstand, mens Hal Koch havde andre hensyn for øje end de nationale. Koch mente nemlig, at den førte politik var besluttet af demokratisk valgte organer, og at et oprør mod regeringens politik derfor også ville være et oprør mod demokratiet selv. Koch var ikke principiel modstander af væbnet kamp mod besættelsesmagten, men han mente blot ikke, at situationen lod sig løse med en simpel påberåbelse af Danmarks navn, for der findes værdier, som måske er mere værd end »nationens ære«.

Den taktiske begrundelse for at tage dette emne op i talen til søofficererne er sandsynligvis den antagelse, at vælgerne vil have rene linjer og klare moralske beslutninger. Statsministeren vil så inderligt gerne fremstå som en principfast etiker, der ikke driver politik af egennytte eller pragmatiske hensyn, men af en dyb moralsk rodfæstethed.

Heldigvis får danske officerer en god uddannelse, ikke mindst historisk, og de vil sandsynligvis være de første til at gennemskue talens urealistiske bravader og hule moralisme.

(Kommentar i Informaton 30. aug. 2003)