Selvfølgelig er Grundtvig forældet

Grundtvig er ikke længere det ideologiske grundlag for højskolerne. Oure Idrætshøjskole fastslår uden omsvøb: »Det bemærkelsesværdige ved Grundtvig var, at han koblede nationalromantikken og aggressiv modstand mod hele oplysningsprojektet med en bibelfundamentalistisk opfattelse af historien og mennesket.« Det er vanskeligt at blive mere upræcis inden for hæderlighedens rammer, men lad det nu ligge. Det væsentlige her er standpunktets klarhed, der er udbredt i de danske højskoler. Det kan man se af det netop udkomne fælleskatalog for landets 86 højskoler.

Flere og flere skoler profilerer sig på færdighedskurser og kompetencegivende undervisning på bekostning af klassiske højskoleværdier som folkelig oplysning eller åndelig dannelse. »Vi danner din succes« er fælleskatalogets motto. Det handler jo stadig lidt om dannelse, men kodeordet er succes, et ord, der for blot få år siden ville have været bandlyst fra højskoleverdenen. Det smager for meget af Thatcher-80’ernes egoisme og for lidt af fællesskabets forpligtelse.

Det forbavsende er i første omgang, at offentligheden betragter det som en nyhed, at Grundtvig er ude. Det har han på mange måder været næsten siden krigen. Da besættelsestidens nationale vækkelse var klinget ud – og det gik meget hurtigt – stod der Dostojevski, Kierkegaard eller Løgstrup på læseplanerne. Grundtvigs navn blev de fleste steder kun nævnt i festtalerne.

Oure Idrætshøjskole er blot en af mange højskoler, der i årevis har været i åbenlys konflikt med det grundtvigske oplysningsideal. Den er i åndelig forstand en aflægger af Den røde Højskole i Svendborg, der i masser af år var, hvad man dengang kaldte en kommunistrede. I det selskab var Grundtvig ikke inde i varmen.

Bortset fra det må det ikke komme som nogen overraskelse, at Grundtvig er forældet. Selvfølgelig er han da det. Man kan ikke som engageret borger i samfundstilstanden 2004 banke på Grundtvigs dør anno 1800 og hvidkål og spørge: »Hva’ så Nikkelaj? Hvor ska’ vi hen, du?« Selvfølgelig har Grundtvig som forfatter ikke noget direkte bud på det. Han taler kun til os gennem traditionens stadig tykkere slør.

 

P.G. Lindhardt skrev, at det var Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den bevægelse, som han havde lagt navn til. Grundtvig var opmærksom på problemet og forsøgte selv at lægge afstand til grundtvigianismen. Det mislykkedes. Den blev en bevægelse, der i mangfoldige former var med til at danne det moderne Danmark. Højskolebevægelsen f.eks. begyndte med bønderkarle, der skulle lære om nordisk mytologi og spat hos heste. I den anden ende af den historiske proces finder man Ubberup Højskoles kurser for overvægtige og sportskurserne i Oure. Det er en konstatering og ingen dom.

Man læser ikke Grundtvig, fordi hans budskab er gyldigt, men fordi han har gjort sig gældende. Man læser Grundtvig, fordi han satte sit mærke på det danske samfund. Man læser Grundtvig som en historisk forudsætning for nutiden. Selvfølgelig var han nationalist. Herregud, det var de jo alle sammen. I den læsning hænder det, at man ser glimt af guldet, at teksten pludselig taler direkte til en, men det er en sidegevinst. Grundtvig har samme betydning for dagens Danmark som Marx har for nutidens socialdemokrater. Men hvem kunne finde på at forklare Socialdemokratiet uden at nævne Marx?

(Information 13. jan. 2004)