Faste priser gavner forlagene

Er der ikke bare en eller anden, der kan forklare, hvorfor fastprissystemet på bøger gavner de smalle udgivelser? Hvorfor er det nu lige, at prislejet på Gyldendals røde ordbøger er så godt for den unge lyriker Poulsen? Der har ganske givet på et tidspunkt været sund fornuft i at have sådan et system, men nu synes det som et formålsløst rudiment fra dengang margarinen var på rationeringsmærker.

Forlagene vil gerne bilde os ind, at de er filantropiske foreninger, der sætter til på Poulsen, hvad de har tjent på Jensen. Og de siger yderligere, at de ikke ville tjene så meget på Jensen, hvis det ikke var for fastprissystemet. Forlag er kommercielle virksomheder, der tjener penge på at sælge bøger. Nogle af dem er endda gode til at tjene penge. Det burde de i hvert fald være, for ikke alene er udsalgspriserne høje, deres udgiftsniveau er relativt lavt. Forfatterhonorarer bliver ingen fede af.

Forbrugerne er ikke de eneste, der må leve med faste beløb. Forfatterne bliver spist af med faste lave honorarer: 15 procent af udsalgsprisen før moms. Forlagsredaktører er notorisk dårligt lønnede, og det har aldrig været billigere at få trykt en bog. Mange af dem ser ud, som om de er løftet direkte ud af et tekstbehandlingsdokument. En garvet grafiker skal vel ikke bruge mange arbejdsdage på at skrue lidt på lyriker Poulsens højremargin og spatieringer, og så smider man en limryg og en minimalistisk forside på i genbrugskarton. Jeg siger ikke, at det er så ligetil for lægmanden, men hvis man har prøvet det x gange før, kan det vel ikke være så hulens svært?

Så anlægger forlaget en kalkule, der er bygget på et formodet salg til bibliotekerne og lidt til de få private, der ikke har fået et signeret eksemplar, og så fastlægger man en udsalgspris derefter. En fast pris og gerne en høj pris. Lyriker Poulsens samling løber måske rundt, men forlaget bliver under ingen omstændigheder rig på den. Men hvorfor så udgive den? Det er svært at sige, hvorfor en erhvervsvirksomhed engagerer sig i dårligt forrentede aktiviteter. Forlæggeren betragter det antagelig som godt for deres image at binde en halv eller en hel snes tusinde kroner i halen på Poulsens digtsamling. Men hvordan i alverden vil en kommerciel virksomhed have mig til at tro på, at de tager for meget for det ene produkt, således at de har råd til at sætte penge til på det andet? Den var aldrig gået i Netto. Hvis der findes et argument for at udgive smal litteratur nu, ændrer det sig ikke efter en ophævelse af fastprissystemet. Kalkulen på Poulsens poesi er præcis den samme.

Sandheden er, at fastprissystemet er en fordel for især de store forlag. Forbrugerne må leve med noget nær verdenshistorisk høje bogpriser. Der kan ikke pruttes om prisen. Boghandlerens muligheder for at sjakre ligger i forhandlingerne med forlagene, der kan give rabatter til de flinke. Han er med andre ord en købmand med den ene hånd bundet på ryggen. Han er til gengæld fri for konkurrencen fra de andre boghandlere, og det holder en masse af dem i live.

Lad os antage, at man faktisk kunne købe en bog for 125 kroner i en boglade. Af dem går de 25 kroner til moms, og de 15 kroner går til forfatteren. De sidste 85 kroner går til mellemmændene: boghandlerne og forlæggerne og deres fælles distributionssystem. Er der noget at sige til, at de synes det er et godt system? De smalle forfattere er som nævnt ikke fede. Det bliver de heller ikke af en liberalisering, men det er heller ikke markedets opgave at understøtte de kunstnere, der ikke kan sælge deres produktion. Der skal et sagkyndigt og uafhængigt statsligt organ til at give understøttelse til dem. Allerhelst så man, at kunstnere på lige fod med andre erhvervsaktive blev gjort dagpengeberettigede, så de ikke skulle gå rundt med hatten i hånden, men det ville nok være for meget forlangt.

(Information, 11. april 2003)