Møllers lov

Det var fascinerende at læse Lone Franks interview med Jonathan Gottschall og blive indviet i hans darwinistiske læsning af klassisk litteratur som for eksempel Iliaden. Det er slående, i hvilken grad det er gået op for videnskaben, at dette værk handler om magt og sex. Jeg mener, at det er et afgørende skridt i retning af at overflødiggøre litteraturvidenskab, der jo blot er et »tag-selv-bord af politiske retter«. Nu er der skabt håb om, at tekstlæsning endelig kan få lidt fast grund under fødderne, fordi der kan etableres et forståelsesskema, der forklarer alle aspekter af den skønlitterære produktion. Her er måske nøglen til at få underlagt disse sortsnakkende og politiserende litteraturforskere nogle rationaliseringsparametre og nogle konkrete mål for videnskabelig kvalitet!

Desværre ligger der den fare i Gottschalls tilgang, som også findes i den bagvedliggende darwinisme, at teoriens smukke enkelhed glemmes i den futile interesse for virkelighedens mangfoldighed. Der vil ske den samme opmudring, som fuldstændig har humanioragjort et fag som biologi. Biologerne har jo helt fortabt sig i det empiriske materiales heterogenitet, og så har vi faren for politisering og kampen for bevaring af denne eller hine klokkefrøer, syvsoverbiotoper på Sydfyn eller hvad sådan noget humanistisk snak nu fører til.

Litterærdarwinismen vil ikke med den nødvendige konsekvens kunne gennemføre klarhed og enkelhed i videnskaben. Den indebærer en åbenlys risiko for at legitimere den opfattelse, at der ikke alene er små variationer, men simpelthen kvalitativ forskel på Homers Iliade og Agatha Christies kriminalromaner. Det vil blive meget vanskeligt at fastholde den nødvendige enhedslov. Det vil betyde, at man stadig skal have flere forskere ansat med hver sit speciale, og hvor er vi så henne med ønsket om at reducere humaniora?

Hvis vi for alvor skal af med humaniora, er der kun én vej at gå, og det er fortsat at hævde behovet for at finde universelle lovmæssigheder. Jeg har efter mange års intense studier udviklet en teori, som jeg har kaldt Møllers lov. Jeg har nemlig opdaget nogle meget fundamentale fællestræk i al skønlitteratur, nemlig at den grundlæggende består af et meget begrænset antal elementartyper opstillet i grupper med jævnt fordelte mellemrum i lange informationsstrenge. Den samlede mængde af elementartyper benævnes »alfabet«, og opstillet i grupper kan de katalogiseres i en såkaldt »ordbog«.

Teorien dækker ikke alene al eksisterende skønlitteratur, men kan også med stor sikkerhed opstille troværdige prognoser for indholdet af endnu uskrevne bøger. Jeg ser frem til, at denne teori med større konsekvens end Gottschalls kan gøre det af med den litteraturvidenskabelige obskurantisme og alkymisme, og det er mit håb, at fremtidige studier vil kunne vise, at også discipliner som filosofi, italiensk, tysk, historie og latin er fuldstændig overflødige og kan spares væk på universiteternes budgetter. Fag som russisk, hebraisk, græsk, kinesisk og japansk har vist sig at være vanskeligere nødder at knække, fordi elementartyperne her tilsyneladende har en helt anden karakter, men jeg har stor tillid til, at en hjælpehypotese kaldet »transskription« vil vise, at disse elementartyper i virkeligheden er identiske med de allerede kendte, og at man derfor også hurtigt vil kunne eliminere disse discipliner som selvstændige fag.

(læserbrev i Weekendavisen 16. nov. 2007)