Sommer, olie og vand

I skolen lærte jeg, at Danmark er et land uden naturlige råstoffer. " Langt mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte," skrev Grundtvig allerede i 1820. Hjernen er vores eneste råstof, sagde man med en vis selvtilfredshed.

Dette lille flade land uden naturlige rigdomme tælles alligevel blandt verdens rigeste.

Det må da være, fordi vi er så enestående begavede og veluddannede, tænkte vi, indtil et par PISA-undersøgelser gennemhullede dén teori.

Siden min skoletid er der kommet fart i udvindingen af Nordsøens olie.

I en kort årrække har vi været et olieeksporterende land. Der er hentet store rigdomme ind til gunst for handelsbalancen og statskassen, men olieeventyret har været både kort-og snæversynet.

Vi har ødslet med ressourcer, der om ikke så mange år ville have været mange flere penge værd, hvis vi stadig havde haft dem.

Undergrunden er ikke tom uden olien. Vi henter blandt andet byggematerialer i form af ler, grus og sand. Ved Mariager udvindes så meget salt, at Danmark er nettoeksportør af denne vigtige handelsvare, men hovedstolen af danske naturressourcer udgøres dog af det ferske grundvand. Vi har en tendens til at tage denne rigdom for givet, men de fleste steder på kloden er fri adgang til rent ferskvand en luksus.

Også i store dele af Europa formindskes vandreserverne. På grund af tørke, forurening, spild og overforbrug er vand mange steder blevet en strategisk ressource, således også på Cypern.

Øen har som bekendt været delt siden en tyrkisk invasion i 1974. Denne uløste konflikt udgør en af de største forhindringer for en tilnærmelse mellem EU og Tyrkiet, NATO's næststørste militærmagt. Den 19. juli i år underskrev Tyrkiet en aftale med den tyrkisk-cypriotiske regering om at finansiere en rørledning fra fastlandet, som fra 2014 skal forsyne den nordlige del af øen med 75 millioner kubikmeter vand årligt. Det vil naturligvis binde de tyrkiske cyprioter yderligere til Tyrkiet, men også give det fattige og underudviklede Nordcypern en strategisk fordel i forhandlingerne med den græsk-cypriotiske modpart.

Fordi Danmark er medlem af både EU og NATO må man formode, at Udenrigsministeriet følger spørgsmålet med distanceret interesse.

Men i virkeligheden burde sagen lære os at skønne på, hvad vi har. Kvaliteten af dansk postevand er stadig høj, højere end det meste af det vand, man køber på flaske.

Reserverne trues nogle steder af både forurening og overforbrug, men vi har stadig en relativt stor forsyningssikkerhed.

Og det er egentlig lidt af en gåde, hvordan der holdes hus med vandet, for vandforsyningen varetages decentralt af hundredvis af små, lokale, kommunalt eller privat ejede interessent-eller andelsselskaber.

Der ville være en stor økonomisk gevinst for den kommercielle aktør, der kunne centralisere og monopolisere vandforsyningen på samme måde, som DONG over de sidste år har gjort det med energiforsyningen. Men det ville antagelig være en meget uheldig udvikling. Sporene fra olieudvindingen skræmmer.

Store investeringer kalder på hurtig forrentning, og i det regnskab vil bevarelsen og beskyttelsen af de naturlige ressourcer sjældent have førsteprioritet. For de rigtig skruppelløse ville det næppe tage mere end en generation at skabe vandmangel i Danmark.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 6. aug. 2010)