Meget kan man sige om DDR...

Dansk Folkepartis nye mullah, Ulla Dahlerup, forsømmer heller ikke denne lejlighed til at svine udvalgte fjender til. Injurierne går i denne omgang ud over Klaus Rifbjerg, der nu udhænges som kolportør for DDR’s samfundsmodel.

»Rifbjergs øst-kontakt var forlagsredaktør og Stasi-agent Alfred Antkowiak, dæknavn Michel Roiber, fra forlaget Volk und Welt i Østberlin – agenten som anbefalede Klaus Rifbjerg til udgivelse i DDR. Det blev til seks bøger, som gled gennem censuren, da Rifbjergs politiske synspunkter ikke stødte an mod DDR’s.« siger Dahlerup ifølge B.T. Hun fortsætter ifølge samme organ med at karakterisere DDR som samfund: »Normalt gør det et dybt indtryk at rejse i en totalitær, ludfattig stat som DDR, der på den tid spærrede sine 17 millioner borgere inde bag mure og pigtrådshegn. Men i Rifbjergs litterære produktion fra tiden før Murens fald er der ingen spor af hans møde med det fattige land.«

Rifbjerg kan svare for sig selv. Det kan DDR ikke. Nu kan jeg ganske vist kun udtale mig på et spinkelt grundlag, da jeg kun har været i DDR et par gange i årene op til den tyske genforening. Det var ved Gud ikke noget opløftende syn – endsige lugt. Den karakteristiske blanding af brunkulsrøg og den blålige dis fra totaktsmotorerne sidder næsten i næsen endnu. Ind- og udrejse af landet mod vest var ingen selvfølge for turister og stort set umulig for borgerne i DDR. Den overomhyggelige grænsekontrol og Muren var udtrædninger af den paranoide galde, der gennemtrak hele samfundet.

I Normannenstrasse i det østlige Berlin kan man i dag blive klogere på, hvad den almindelige rejsende fra Vesten ikke kunne selv kunne se, men jo nok vidste i et eller andet omfang. Stasis tidligere hovedkvarter er omdannet til et museum, drevet af tidligere ofre for Stasi. Her får man indblik i det totalitære netværk, der var vævet ind samfundets stof. Hundrede tusindvis af mennesker var beskæftiget på fuld eller delt tid med at overvåge deres medborgere.

Lederen af Stasi, Erich Mielke, var også statens grå eminence gennem årtier. Han opbevarede i sit personlige skab fortrolige oplysninger om DDR’s højeste ledelse. Ingen havde grund til at føle sig sikre.

DDR var mange ting: trøstesløst, farveløst og smagløst for nu blot at nævne et par stykker af de typiske førstehåndsindtryk. Hverken førstehåndsindtryk eller pålidelig statistik underbygger imidlertid mullah Ullas påstand, at DDR var et ludfattigt samfund. Hun har muligvis forlæst sig på Bent Jensen og går ud fra, at DDR i 1980’erne og Ukraine i 1930’erne var to alen af samme stykke. Kommunistiske pilgrimsrejsende fra Vesten kunne som bekendt vende tilbage fra den af hungersnød plagede Sovjetunion i Stalintiden og berette om et land, der flød med mælk og honning. Ulla Dahlerup præsterer lige præcis den omvendte fejl: hun udtaler sig om et land, som hun tydeligvis intet kender til. Hun gør skarn uret.

Det var en stående vits i Polen før i tiden, at tyskerne kan få alting til at fungere – selv kommunismen. For til trods for al denne totalitarisme var det faktisk muligt i DDR for den almindelige borger at købe mælk og honning. Ganske vist kun i én udgave, hvis der ikke var udsolgt, men immerhin.

 

DDR-borgerens børn blev passet i børnehaver, mens han kunne gå på arbejde i sit Volkskombinat. (Offentlig børnepasning er en luksus, der ikke er mange tyskere beskåret i dag.) Med lidt god vilje og en del tålmodighed (og hvis han ikke havde lagt sig ud med systemet) kunne han sågar spare sammen og skrive sig op til en Wartburg eller en Trabant, med hvilken han kunne transportere familien til Østersøens hvide strande eller på ferie i Tjekkoslovakiet eller Ungarn. Hans husleje var billig, og det østtyske Plattenbau var ikke væsentligt dårligere eller grimmere end de betonsiloer, der blev bygget alle vegne i 1960’erne. Til gengæld var der meget af det. Hospitalsvæsenet var velfungerende uden at være Spitzenqulität. Det samme kan man sige om det danske.

DDR-borgeren kunne lørdag eftermiddag sidde på en fortovsrestaurant på Alexanderplatz og nyde et skummende glas »Pilsator«, mens han røg sig en Cabinet-cigaret. På sit farvefjernsyn kunne han følge med i Vesttysk tv, og han kunne drømme om borgerrettigheder og en anstændig kop kaffe. Han var ikke nogen fri borger, når han gik i seng, men han var typisk en mæt borger.

(Kommentar i Information, 26. sep. 2003)