Grådighed eller idealisme?

TINE Eiby har skrevet flere gode artikler om Tvind i Weekendavisen gennem tiden, den første helt tilbage i 1985, hvor hun ud fra sine personlige erfaringer har forklaret fænomenet Tvind for avisens læsere. Den seneste er blevet til i anledning af historien om Tvinds luksuslejlighed på en privat ø ved Miami Beach, som et par snilde folk fra Jyllands-Posten har gravet frem. Tine Eiby udtrykker en blanding af skuffelse og lettelse over at have fundet ud af, at Amdi Petersen har mistet sine idealer og at det nu kun handler om at bo i luksus i de amerikanske subtroper. Indirekte bekræfter Eibys artikel to gængse teorier om Tvind. Den ene er, at Tvind har udviklet sig fra at være et idealistisk eksperiment med mange gode elementer til at blive et kynisk og kapitalistisk foretagende. Den anden er, at idealismen er et skalkeskjul for simpel grådighed.

Den Rejsende Højskole blev grundlagt i 1970 og byggede fra starten på de principper, som endnu gælder for Lærergruppen i Tvindkoncernen: En ekstrem kollektivisme, der blandt andet udelukker retten til at være uenig. Det blev i praksis organiseret således, at alle stak deres penge i samme centralt styrede pulje, der blev brugt til at finansiere skolesamvirkets ekspansion. Forskellen fra dengang og nu er hovedsagelig størrelsen og den omstændighed, at Tvind i dag er blevet lidt dygtigere til at håndtere sin rigdom, men princippet er uændret: Pengene er et middel til den stadige udvidelse af aktiviteterne og målet er at ændre verden til det bedre. Når nogle alligevel tror, at Tvind begyndte som en rigtig god idé, der er løbet af sporet, skyldes det antagelig, at det er en bekvem måde at retfærdiggøre ens egen ændrede stilling til tingene. De mange mennesker, der støttede Tvind i halvfjerdserne, kan på den måde trøste sig selv med, at de har haft ret hele tiden. (Dette gælder nu faktisk ikke Tine Eiby). Det er meget normalt, at afhoppere forklarer deres egen afrejse fra Tvind med, at skolesamvirket havde ændret sig til det værre. Snarere er der som regel sket det, at afhopperen selv er blevet klogere på Tvindkollektivismens hensynsløshed og foragt for personlig integritet. Det er udtryk for en slags borgerlig bekvemmelighed at tro, at Tvind handler om grådighed og at de i virkeligheden bare gør som vi, blot på en anden måde. Det er i denne sammenhæng væsentligt at fastholde, at Tvind faktisk er et meget anderledes foretagende, der ikke ligner Normaldanmark. Det er klart, at ledelsen ikke siger nej til at blive forkælet af sine tilhængere, hvis den har muligheden, men jeg tror ikke, at det er luxus i sig selv, der er pointen; den er mere et privilegium, der tjener til at bekræfte og underbygge organisationens hierarkiske - eller feudale om man vil - ledelsesstruktur. Jeg tror man kommer sandheden nærmere, hvis man for forståelsens skyld forsøger at tage Tvinds egne idealer alvorligt, og ikke blot reducerer dem til noget, som vi kender fra os selv. Man kan ikke få voksne mennesker til at arbejde 12 timer om dagen året rundt for ingen penge, uden at de faktisk tror på, at deres arbejde nytter i den store sammenhæng. Selvfølgelig får disse hårdtarbejdende og idealistiske stakler aldrig frelst verden, men drivkraften er troen på, at der bare mangler det sidste nøk.

(debatindlæg, Weekendavisen, 16. nov. 2001)