Denne idelige trang til opgør med Grundtvig

Tidligere på året vakte det adskillige overskrifter i bladene, at en højskole på Sydfyn havde kasseret Grundtvig. Ham kunne de ikke bruge til noget. Hvad pokker, kan det nu være rigtigt? spurgte journalisterne, og vi var mange, der i beroligende vendinger svarede, at det kunne det såmænd godt. Pågældende højskole har faktisk i omtrent tyve år været kendt for at gøre op med den grundtvigske arv, og der har eksisteret og eksisterer masser af højskoler, der har klaret sig glimrende uden Grundtvig. Grundtvig er i vid udstrækning forældet. Hvad pokker havde I regnet med?

Det er faktisk – for at skære lige til benet med det samme – lige så normalt at kritisere Grundtvig som at hylde ham. Grundtvigkritikken er en selvstændig genre i den danske pamfletlitteratur, og den er gammel. Betegnelsen ’grundtvigianer’ er opfundet som skældsord af Grundtvigs modstandere. Det kan spores tilbage til 1810’erne, men blev først almindelig brugt fra århundredets midte. Et velkendt eksempel er en artikel i Berlingske Tidende fra 1847: »Grundtvigianere sammenblande efter deres Mesters Eksempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«

Omtrent sådan har kritikken set ud siden. Eksemplet er berømt, fordi det var en af de få lejligheder, hvor Grundtvig selv tog til genmæle og gjorde opmærksom på, at han altså ikke kunne drages til ansvar for, hvordan folk fortolkede hans tanker.

Edvard Brandes har leveret et af de mest uelskværdige bidrag til genren. Han skrev i 1883 om det grundtvigske parti, at det »vil bestaa længe, thi det har vidt forgrenede Rødder og dets Lære besidder en Nyreligions Ævne til at udstrække sig og lokke Sjæle ved at tilbyde meget og fordre lidt.« Det kostede ham posten som medarbejder i Venstrepressen og gav ham anledning til at grundlægge dagbladet Politiken, der med afbrydelser har været Grundtvigkritikkens væsentligste bastion i dansk presse.

Til Grundtvigkritikkens kuriøse periferi hører den nazistiske forfatter Christoph Steding, der i sit mammutværk Das Reich und die Krankheit Europas (1942) identificerede grundtvigianismen som hovedårsagen til, at Danmark var inficeret af jødedommen og var blevet præpareret til »Socialdemokratiets herredømme«.

 

Overraskende for de fleste er det, at Hal Koch i sin tid som forstander for Krogerup Højskole udviklede en modvilje mod Grundtvig og det grundtvigske, og han formulerede i 1950 en ret bastant kritik af grundtvigianismen manglende religiøse alvor.

I de følgende årtier sluttede hobevis af marxister og venstreorienterede sig til kritikerne. Dette blads Ejvind Larsen var og er en i ordets egentlige forstand enestående undtagelse fra dette forvoksede korpus af socialister, der ikke bryder sig om åndelig tale. Han forsøgte sig med et vist schwung at sammentænke Grundtvig og Marx. Forsøget led en upåagtet strådød.

Henning Fonsmark brød det venstreorienterede luftherredømme i den offentlige debat i 1989, idet han over flere hundrede sider anklagede Grundtvig for at være socialdemokrat. Alle danske ulykker – især det overdimensionerede statsbudget – stammer fra Grundtvig og Stauning. En anden Henning af slægten Tjørnehøj har til gengæld brugt lige så meget krudt på at bebrejde Grundtvig, at han ikke var socialdemokrat.

Søren Mørch og Uffe Østergaard har på baggrund af henholdsvis sarkasme og velorienteret gemytlighed gjort Grundtvig ansvarlig for nationalismens fortrædeligheder og danskernes modvilje mod Maastricht, Rom, Amsterdam, Edingburgh og andre europæiske byer.

Altså, til lykke Carsten Jensen. Du er endelig blevet en normaldansk meningsindehaver. Velkommen i klubben. Vi skal nok få det rigtig hyggeligt.

(Information 10. sep. 2004)