Mine penge, dine penge og andres penge

Thomas Højmark, medlem af Tvinds lærergruppe, ønsker med sit rørende forsvar for Amdi Pedersen i lørdagens udgave af Politiken at overbevise sin læser om, at Tvind er et ejegodt foretagende, der aldrig har gjort noget forkert. Omverdenen driver en nærmest konspiratorisk hetz mod skolesamvirket, mener han. Efterhånden som kendsgerningerne om ledelsens forvaltning af Tvinds humanitære fond bliver offentligt kendt, er det imidlertid blevet en alt vanskeligere sag at opretholde billedet af Tvind som den forfulgte uskyldighed, men det synes ikke at anfægte Højmark. »På intet tidspunkt har der været reaktioner, der gik på, at vi var i færd med at gøre noget ulovligt«, skriver Højmark om fondens aktiviteter. Det er på to måder et bemærkelsesværdigt udsagn.

For det første er det direkte forkert. Enten taler Højmark mod bedre vidende, eller også er han usædvanlig dårligt informeret af de mennesker, der nyder hans ubetingede loyalitet. Civilretsdirektoratet har gennem nu flere år haft mistanke om, at fonden ikke delte penge ud i overensstemmelse med sit formål og har ikke forsømt at gøre fondsbestyrelsen opmærksom på det. Og der er altså ikke tale om høflighedsudvekslinger. Bestyrelsesformanden, Poul Jørgensen, har fået landsrettens dom for, at han ikke har overholdt sin oplysningspligt over for myndighederne, og samme Jørgensen blev sidste år taget i at stjæle papirer fra Civilretsdirektoratet. For det andet skriver Højmark som det naturligste af verden 'vi'. Han omtaler sågar fondens midler som »vores egne penge« - oven i købet i nutid. Så vidt jeg ved, har Højmark ikke engang siddet i fondens bestyrelse. Højmarks formulering er et nærmest inkriminerende præcist udtryk for Lærergruppens selvopfattelse, for den kender nemlig ikke forskel på dit og mit. I Lærergruppen deler man sin tid, sin arbejdskraft og sine penge. Højmark må for min skyld gøre med sine penge og sin loyalitet, hvad han vil. Det er ikke ulovligt at dele alting med hinanden, og vi skal som udenforstående naturligvis ikke forveksle det anderledes med det forkerte. Men netop i dette tilfælde er der ikke tale om Højmarks penge. Op til 300 medlemmer af Lærergruppen har i en årrække givet 15 procent af deres indkomst, dog min. 15.000 kroner, til den pågældende fond. Dette bidrag var fradragsberettiget på selvangivelsen, fordi pengene blev givet til 'almennyttige formål'. Fondens penge er betroede midler og må ikke forveksles med en privat formue. Humlen af den rejste sigtelse er ganske enkelt, at fondsbestyrelsen ikke har skelnet mellem 'vores penge' - dvs. private og/eller erhvervsmæssige formål - og almennyttige formål. Påfaldende nok fremgår det af det fremlagte materiale i retten i Los Angeles, at netop Amdi Pedersen ikke har benyttet sig af sin fradragsret, hvilket nok betyder, at han heller ikke har bidraget til fonden. Samtidig har han efter alt at dømme haft bestemmende indflydelse på fondsbestyrelsens beslutninger, der synes at være truffet til gunst for ham selv. Det er et udmærket udtryk for, at nogle medlemmer af Lærergruppen er mere solidariske end andre - 'vores penge' er bestemt ikke 'alles penge' - og at de egentlige, bedragne i denne sag ikke er de offentlige myndigheder , men folk som netop Thomas Højmark. Det mandat, som ledelsen har svigtet, er til syvende og sidst hans.

(debatindlæg i Politiken 5. marts 2002)