De Radikale har nu fået en mærkesag, der ser ud til at koste dem deres andel i en eventuel socialdemokratisk regering. Marianne Jelved og efter sigende det meste af hendes bagland er så meget imod 24-års-reglen, at nu skal den spil’me afskaffes til fordel for en 18-års-regel. Det vil Lykketoft ikke, og så har vi skilsmissen.
Man kan godt undre sig over, hvorfor Jelved gør så stort et nummer ud af så lidt. Jeg kender ingen, der føler sig ramt af 24-års-reglen. Det siger selvfølgelig intet i sig selv, for jeg har ganske givet en til dette formål meget uegnet omgangskreds. Men er der nogen, der kender nogen, der føler sig ramt? Jeg tror det ikke. Det hænger sammen med, at kun meget få mennesker bliver gift, før de er 24.
Det ofte fremhævede eksempel med den danske udvekslingsstudent i Amerika kan bruges til illustration. For at blive påvirket af 24-års-reglen ville det kræve af studenten, at han eller hun skal tage af sted meget tidligt i studieforløbet, eftersom den gennemsnitlige danske førsteårsstuderende gerne er et godt stykke over 18. Studenten skal træffe sin tilkommende og hurtigt beslutte sig for, at vedkommende nu også er den tilkommende. Statistikken underbygger påstanden.
Kun i perioden fra 1951 til 1977 lå gennemsnitsalderen for førstegangsbrude i Danmark under 24 år. I resten af århundredet – før 1951 og efter 1977 – har den ligget over, for både mænd og kvinder. Fra 1977 til 2003 er gennemsnitsalderen for kvinder, der indgår ægteskab første gang, steget fra 24,0 til 31,0 år. Danske mænd har på intet tidspunkt i det 20. århundrede som gennemsnit været yngre end 24 år, da de indgik ægteskab for første gang. Lavest lå gennemsnitsalderen med 24,7 år omkring 1966. I dag er den gennemsnitlige førstegangsgom 33,4 år gammel med stigende tendens. (http://www.statistikbanken.dk)
Stod det til Marianne Jelved, blev 1980ernes retskrav på familiesammenføring genindført, må vi tro. Jeg hører selv til dem, der dengang syntes, at det var en god idé. Det gør jeg ikke længere, for alle tal viser, at det går den forkerte vej med integrationen. Alt tyder endvidere på, at de hidtidige familiesammenføringsmønstre bidrager betydeligt til denne negative udvikling. De af familien planlagte ægteskaber gør brud og gom til redskaber i slægtens eller klanens tjeneste, og det er sjældent i samfundets interesse. Det 21. århundrede har ikke brug for flere mellemøstlige æresbegreber. 24-års-reglen hjælper til at løfte de unge fra indvandrermiljøerne ud af dette slægtstyranni, så de kan blive moderne, individualistiske borgere, der kan bidrage til samfundets mangfoldighed og udvikling.
Jelveds ultimative krav ligner et letkøbt principrytteri, der ikke har særlig meget at gøre med de konkrete problemer, som dansk-udenlandske ægtepar har. De væsentligste vanskeligheder skyldes ganske givet kravet om en passende bolig, forsørgerkravet og især tilknytningskravet. Disse regler kunne passende forenkles betydeligt eller afskaffes. Alene de nødvendige kontrolforanstaltninger for at håndhæve reglerne må drive både borgere og bureaukrater til vanvid.
Vi kan dog ikke komme uden om at statens forsørgerforpligtelser må differentieres, hvis vi ønsker at opretholde relativt åbne grænser. Velfærdsstaten er ikke længere nogen lukket fest, selvom nogle gerne vil bilde os det ind. Omlægningen af den bliver en af den fremtidige nationale politiks mest smertefulde processer. Tilhængerne af globaliseringen bør være de første til at indse det. Det synes blot ikke at være tilfældet.
(Information 20. aug. 2004)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar