'Vi kan bekræfte, at barnet går i skole'

Børn mellem 12 og 18 år skal efter den seneste regulering af udlændingeloven nu også demonstrere danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, før der kan meddeles dem dansk statsborgerskab. Foreligger der en ansøgning, har Bertel Haarder pålignet skolerne at udarbejde en udtalelse om en given elevs standpunkt på disse felter på baggrund af en individuel bedømmelse. Det er faldet Københavns skoleborgmester, Per Bregengaard (Enhedslisten), således for brystet, at Radioavisen kan citere ham for, at det er en både fremmedfjendsk og totalitær fremgangsmåde. Til statsradiofoniens hjemmeside kalder Bregengaard yderligere ordningen for fascistisk. For nu at gøre det helt tydeligt, at han er imod, siger Bregengaard også, at ingen københavnsk skoleledere skal medvirke til dette ’svineri’.

Man tror først, at der er tale om en uoverlagt rygmarvsreaktion fra Bregengaards side, hentet op af Enhedslistens ideologiske reservoir af standardreaktioner på alle politiske tiltag, der har med udlændinge at gøre. Man spørger sig selv, om det kan være rigtigt, at den øverste ansvarlige for hovedstadens skolevæsen simpelthen afviser at give en individuel bedømmelse af elevernes standpunkt? Og, sør’me ja, det kan det.

Bregengaard står slet ikke alene med sin vurdering. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, støtter borgmesteren. Christensen vil gerne være med til at bekræfte, at eleven går i skole, men ikke hvordan det går. Der findes ifølge Christensen ikke nogen standarder for at måle danskkundskaberne til dette formål. Journalisten på Radioavisen er vaks nok til at følge op med at spørge, hvad lærerne så egentlig siger til forældrene, når der er forældremøde. Bondo Christensen svarer, at dette møde altid tages med et positivt udgangspunkt. Haarders anmodning handler imidlertid om en vurdering, der kan have negative konsekvenser for barnet, og det vil lærernes formand ikke være med til.

Her gik man og troede, at skolen foruden sine mange andre forpligtelser udfyldte mindst to funktioner, nemlig at undervise børnene og sikre sig, at de også lærer noget. Men nej, Christensen og Bregengaard vil gerne tage imod børnene i skolen og bekræfte, at de går i skole, men ligefrem at gå så vidt som til at konstatere hvor vidt de er nået rent fagligt, det vil de ikke.

Og ikke nok med det, for læring skal ifølge al moderne pædagogik ske på det enkelte barns egne betingelser, med hensyn til det enkelte barns udviklingstrin og individuelle behov. Vi kender efterhånden smøren om individualiseringen af det individualiserede individ allerede fra førskolealderen. Og så kommer disse to relativt højt placerede folk i skolevæsenet og aflyser individualiseringsfesten. De vil ikke være med til individuel bedømmelse.

Der er ikke noget at sige til, at det går tosprogede børn så relativt dårligt i undervisningssystemet og siden i erhvervslivet, især i Københavns Kommune, som de seneste statistikker viser. Når børnenes forældre møder op til forældremøder, får de åbenbart af princip at vide, at det går barnet godt, for fagligt niveau angives ikke ud fra nogen fastlagt standard men ud fra et »positivt udgangspunkt«. Når barnet så endelig møder sin første eksamen med ekstern censur som 15-årig, er slaget tabt. Et par velplacerede nederlag er nok til at desillusionen gør sit blivende indtryk, for ingen tog sig sammen i rette tid til at fortælle barnet, at det taler og skriver dansk som en brækket arm.

Bregengaard er måske bange for overvågningssamfund og kontrol, og han synes måske det er et lovlig stort ansvar at lægge på en skole at afgive svar, der kan betyde forskellen på et ja eller et nej til den, der søger statsborgerskab. Men mon ikke han skulle vise sine skoler lidt større tillid, for hvem skulle ellers afgive den vurdering, hvis ikke netop de skoler, der faktisk er fyldt med erfarne og/eller engagerede lærere, der i princippet er uddannet til at gøre netop det?

(Information 10. juli 2003)