Hellere kamp på ord end næver

Til det at være moderne dansker hører foruden den stærke individualisering også en respekt for markedet og for staten. Vi går og passer os selv, og forventer at blive ladt i fred. Den daglige omgang med næsten foregår på markedsvilkår.

Vi køber os til at få dækket de fleste behov som f.eks. mad, husly, underholdning osv. Helt gnidningsfrit er det ikke.

Hvis der er noget knas med de andre individualister, ringer vi til en offentlig myndighed, lad det være hegnssynsmanden, socialforvaltningen eller politiet. De løser vores problemer - ikke nødvendigvis til vores tilfredshed, men så har vi jo mulighed for at klage til en anden offentlig myndighed.

Det moderne menneske savner i vid udstrækning det, der ligger ind imellem stat, marked og individ. Man kalder det somme tider »det civile samfund«.

Det er de frivillige fællesskaber, foreninger og sammenslutninger, der ikke dikteres af marked eller stat. Familien er et typisk eksempel. Hvis alting handlede om kroner og øre, ville ingen fornuftige mennesker lægge sig børn til. Det er nok derfor børnehold subsidieres af staten.

Et stærkt marked i en stærk stat er et kulturelt vilkår, som vi i princippet deler med de fleste andre moderne nationer, selvom de offentlige myndigheder i Danmark er særligt omfangsrige. Der er derfor heller ikke noget at sige til, at indvandrere fra ikkemoderne stater har vanskelig ved at begå sig i en moderne stat.

De nærer ikke samme tillid til samfundets bestående mekanismer - en ofte gengældt mistillid - så derfor søger de deres problemer løst på andre vilkår end statens og markedets. Det er en variation af det civile samfund, som ligner en udvidet familie.

Skal man låne penge, går man ikke i banken, men opsøger sin onkel, hvis han er rig. Bliver man udsat for en forbrydelse, ringer man ikke til politiet, men til sin fætter, hvis han er stor og stærk.

Problemet med den private voldsanvendelse i indvandrermiljøer har været meget tydeligt på det seneste. Flere religiøst motiverede voldelige overfald har oprørt befolkningen. Spørgsmålet er nu ikke, hvorvidt disse overfald er forkastelige, for det er de naturligvis. Spørgsmålet er, hvordan vi finder en vej ud af denne ulykkelige situation, der truer med at eskalere.

Vejen ud er at give de frustrerede religiøse følelser en vej ind til en større tillid til den offentlige myndighedsudøvelse. Blasfemiparagraffen er sammen med et begreb som »ærekrænkelse« egentlig førmoderne elementer i vores lovgivning.

Krænkes kan egentlig kun ejendomsret og liv og helbred. Hvis et moderne menneske har nogen æresfølelse, hører den privatlivet til, på samme måde som religionen. Hvem tager f.eks. i dag Jens Jørgen Thorsens Jesus-film alvorligt nok til at anlægge sag? Derfor er det også kun naturligt, at et moderne parti vil afskaffe begrebet blasfemi. Men hvorfor lige netop nu?

Dansk Folkepartis ønske om afskaffelsen af blasfemiparagraffen er let gennemskueligt. Ingen kan beskylde dem for at elske modernitet. Faktisk ville bevarelsen af blasfemibegrebet stemme bedre overens med hele deres Gud-, konge- og fædrelandskoncept.

For Dansk Folkeparti handler det om at genere muslimer mest muligt. Det er ikke i samfundets interesse at gøre det. Derfor skal vi bevare blasfemiparagraffen, så krænkede religiøse følelser kan søge æresoprejsning ad moderne vej, nemlig domstolenes.

Udfaldet af en sådan retssag er måske ikke så væsentlig som den omstændighed, at selve retssagen vil afvæbne frustrationen, fordi den vil være et tegn på, at vi tager de religiøse frustrationer alvorligt. Samtidig vil den tvinge de frustrerede til at føre deres sag med ord i stedet for næver eller bomber.

Ord er det moderne retssamfunds måde at slås på. Lad os ikke spærre dem denne udvej.

(Indlæg i Politiken 12. dec. 2004)