Kierkegaard var ikke antisemitisk

Peter Tudvad har i anledning af sin kommende bog om Søren Kierkegaard givet interview, hvoraf det fremgår, at han kan dokumentere, at Søren Kierkegaard skulle have været "glødende antisemit".

Tudvad er kendt for at være grundig, men også for at servere sine synspunkter i skarp sovs, så hans bog (udkommer den 9. november, red.) imødeses af Kierkegaard-kendere med skeptisk nysgerrighed.

En af de første grunde til at være skeptisk over for Tudvads varslede konklusion er, at antisemitismen som begreb først blev til en snes år efter Kierkegaards død. Almindeligvis antages det, at begrebet første gang anvendtes af den hamborgske journalist Wilhelm Marr i 1870' erne. Marr mente, at jøderne eller "semitismen", om man vil, var skyld i Tysklands ulykke. Det var derfor ifølge Marr nødvendigt at være antisemit, og han stiftede derfor også en "Antisemitenliga".

Nu eksisterede der som bekendt også før Marr både modvilje og had mod jøder, men denne antijudaisme var som regel religiøst motiveret. Den moderne antisemitisme er defineret som sekulariseret jødehad og står på et ikke-konfessionelt og som oftest nationalistisk grundlag. Den jøde, der fik sin butik raseret under urolighederne i København i 1819, var antagelig hverken mere eller mindre fortvivlet end den jøde, der oplevede det samme i Berlin 1938, uanset at motiverne for hærværket var vidt forskellige.

Men idéhistorisk betragtet er det vigtigt at skelne. Selvom det generelle billede i forskningen tyder på en øget religiøs tolerance i Danmark i 1800-tallet, betyder det ikke, at det var let at være jøde i Danmark. Mange konverterede til kristendommen, fordi det var den eneste reelle måde at opnå social accept og gøre karriere i statens tjeneste på.

Grundtvig er et af de tidlige eksempler på en nationalistisk motiveret karakteristik af jøderne. Borgerligt betragtet gik han stærkt ind for jøders ligeberettigelse, men når det kom til det folkelige, måtte han anse en jøde som "Gjæst", som han sagde i en polemik med forfatteren Meïr Goldschmidt i 1849. Det er vanskeligt at gøre Grundtvig til antisemit, al den stund han faktisk havde stor sympati for det jødiske folk, men mønsteret er lagt, i og med at en jøde i Grundtvigs øjne måtte forblive fremmed.

Noget, der kommer meget nærmere antisemitisme, finder man derimod hos Sjællands biskop, Hans L. Martensen, som i denne sammenhæng er interessant, fordi han i eftertiden mest er kendt som modstander af både Grundtvig og Kierkegaard. I sit store værk om den kristelige etik beklagede den socialkonservative biskop sig i 1878 over den individualisme og de emancipationsbestræbelser, der ville fjerne mennesket fra religionens moralske bånd og pligter. Han mente, at den moderne jødedom i særlig grad udgjorde en fare, fordi den i størst udstrækning havde løsrevet sig fra sine religiøse rødder og dermed hørte til " den christelige Stats afgjorte og uforsonlige Modstandere".

Martensens kritik var religiøst, men vel at mærke ikke konfessionelt begrundet. Religion var bedre end ingen religion for ham. Paradokset for dem, der blev udsat for denne antisemitisme, var, at jo mere de undsagde den jødiske religion, desto mere "jødiske" blev de i antisemitternes øjne.

Man kan ikke forvente den slags antisemitisme fra Søren Kierkegaards pen - alene af den grund, at han ikke abonnerede på forestillingen om en "christelig Stat". Man kan dog godt forvente en konfessionelt begrundet antijudaisme fra hans hånd. Og selv den store Kierkegaard var vel ikke fri for at have et par fordomme om dem, der var lidt anderledes.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 27. okt. 2010)