Hvordan får man plads i historiebøgerne

Toppolitikere synes på et tidspunkt altid at blive meget optaget af deres eftermæle. Det bliver dem magtpåliggende at tilrettelægge, hvad man kunne kalde fremtids fortid. Hvordan vil deres indsats tage sig ud i de kommende historiebøger? I udgangspunktet burde det være let nok. I de fleste af livets forhold kan man skabe sig et godt navn ved hæderlighed og flid, simpelthen ved at passe sit arbejde og svare enhver sit. Problemet i tilfældet politik er, at især hæderlighed er en hindring for at få adgang til magt. Ingen når til tops uden at få smuds på fingrene, og ingen betydningsfulde beslutninger træffes uden at noget - for eksempel et princip - må ofres eller nogen - for eksempel vælgerne - lider tab.

Tag socialdemokraten H.C. Hansen, der var regeringschef 1955-1960. Han fremhæves ofte som en stærk og handlekraftig, men samtidig sympatisk og samvittighedsfuld statsminister.

Han førte valgkamp på modstand mod atomvåben på dansk grund, hvilket skaffede ham stor sympati blandt vælgerne. Efter hans død kom det frem, at han i hemmelighed havde tilladt amerikanerne at opbevare atomvåben på Grønland. Selvom beslutningen antagelig var både rigtig og nødvendig, ville den, hvis sandheden var kommet frem, mens han levede, have afsløret ham som hykler og kostet ham hans politiske liv.

En af de sikreste veje til et godt eftermæle er at dø, især hvis man gør det i en relativt ung alder. Det gjorde H. C. Hansen. Andre politikere er meget venligt stemte mod de døde. Antagelig fordi de ikke udgør nogen konkurrence.

Den gennem hele sin karriere særdeles omstridte Svend Auken blev pludselig efter sin død den bedste statsminister, vi aldrig har haft. I Aukens sted havde vi som bekendt Poul Nyrup. Han var væsentlig mere driftsikker, end Auken nogensinde ville have været, men det eneste, vi husker den stadig meget levende Nyrup for, er cykelhjelmen. Tingesten klæber til ham for altid.

Man siger ofte, at politikernes privatliv i dag betyder mere for deres karrierer end tidligere. Jeg er ikke så sikker. Folket har altid krævet ulastelig vandel i privatlivet af sine ledere. Forskellen er, at det antagelig var lidt lettere at skjule sig i gamle dage.

Graden af synlighed og oplysningers tilgængelighed er blevet væsentligt større. Men normerne skifter også. I dag er det i orden for en politiker at være bøsse. Til gengæld står der kun kaffe, danskvand og ingen askebægre fremme, når der indbydes til finanslovsforhandlinger.

Viggo Kampmann ( statsminister 1960-1962) havde lange absencer på grund af drikfældighed og psykisk sygdom. Han regnes stadig for en dygtig politiker. I dag skal der ikke meget fravær til, før en minister eftersøges.

Spørg bare udenrigsministeren. Men pressens gunst er svær at få. Man kan sagtens forestille sig, at hun var taget til samtlige møder, hun var inviteret til, blot for at se sig selv på Ekstra Bladets forside under overskriften: " Lene E. er en dårlig mor".

En af dem, der må kæmpe hårdest for sit eftermæle er den nuværende statsminister. Han ejer ikke sin forgængers kontrol med sit offentlige image, og han har fået en rigtig utaknemmelig opgave. Anders Fogh fik os med i to krige og red af sted på en finansiel boble, og han nåede med sit jobskifte at høste frugterne af sin loyalitet mod USA, inden opvasken skulle tages. Lars Løkke har samme problem som Anker Jørgensen. Folk kan godt lide dem som personer.

Men også Anker sad tilbage med opvasken efter en stor fest, og han huskes især for det porcelæn, han ødelagde undervejs.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 23. aug. 2010)