Voldsmonopol og beskyttelsespenge

De autonome har en særlig pointe med deres såkaldte happenings. De forsøger altid at overskride en eller anden grænse - hyppigst knyttet til den private ejendomsret, og det vil i praksis sige en eller anden forpagter af et amerikansk burgerkoncept i Ungdomshusets nærmeste omkreds- for dermed at få politiet til at reagere. De ønsker at demonstrere, at staten gennem politiet bygger på vold. Og det har de såmænd ret i.

Den, der vil staten, må også mobilisere et voldsberedskab udadtil i form af militæret, indadtil i form af politi. Den tyske sociolog Max Weber definerede staten som den institution, der inden for et givet territorium med held hævder sit monopol på Gewalt, som han kaldte det, sin eneret på legitim magtudøvelse.

Gewalt betyder både magt og vold, og det er ikke uden ræson at vælge sidstnævnte til brug for den danske oversættelse af begrebet: voldsmonopol. Det klinger af en brutalitet, som vi heldigvis sjældent møder i dagens Danmark, men princippet tydeliggøres af de tilfælde, hvor monopolet udfordres.

En hvilken som helst mafiøs organisation som f.eks. rockerne vil forsøge at være en stat i staten, at udfordre staten på dens ret til at opkræve skatter. Det sker f.eks. ved at opkræve dummebøder eller beskyttelsespenge, der som bekendt går ud på, at de, der undlader at betale, får tæsk. Sådan fungerer skattevæsenet også. Hvis man ikke betaler, får man besøg af statens tæskehold - politiet - og bliver buret inde. Skat, moms og afgifter af enhver slags er i udgangspunktet beskyttelsespenge.

Sammenligningen er naturligvis søgt, fordi forskellen mellem rockerne og den kommunale ligningskommission i øvrigt er så stor, men det er væsentligt at holde sig for øje, at begge råder over et voldsberedskab, der skal sikre, at pengene faktisk falder til tiden.

Når to organisationer kæmper om at opkræve beskyttelsespenge på samme territorium, udbryder der en krig som i tilfældet staten Danmarks krig mod rockerne, for staten ville ikke være en stat, hvis den ikke gjorde alt for at udrydde staterne i staten.

En ganskesærlig udfordring til statens voldsmonopol er Christiania, der var et bevidst forsøg på at oprette en zone, hvor det øvrige samfunds regler for ejendomsret, skattebetaling og myndighedsudøvelse ikke gælder.

Selvom der i økonomisk henseende er sket en normalisering, således at christianitterne faktisk yder områdets retmæssige ejer en vis kompensation for den selvbestaltede udstykning til skovbørnehave og ligusteridyl, opretholdes der på stedet et permanent brud på statens voldsmonopol. Hashhandlerne har organiseret et vagtkorps, der i praksis hindrer politiet i at gennemføre opgaver på normal vis. Det vil også sige, at den almindelige borger ikke nyder lovens beskyttelse dér.

Politiet kan kun virke på Christiania, hvis de møder så talstærkt og velbevæbnet, at deres magt virker troværdigt afskrækkende på det lokale korps. Der er ingen grund til at tro, at dealernes vagtkorps ikke er finansieret af en omsætningsafgift på handelen i Pusher Street, på samme måde som moms og punktafgifter på alkohol købt i en forretning i Torvegade henne om hjørnet bidrager til at betale betjentenes løn. Politikerne har jo desværre afvist den lovliggørelse af hash, der kunne muliggøre en statslig beskatning af rusmidlet og ikke mindst en væsentlig reduktion af følgekriminaliteten; læs: rockerne.

Fordi Christiania er så velorganiseret, udgør fristaden en langt væsentligere trussel mod voldsmonopolet end eksempelvis de steder, hvor løst sammenflikkede bander af utilpassede unge chikanerer politiet. Truslen opstår først for alvor, når eller hvis disse bander organiserer sig mere systematisk og dermed får mulighed for at opkræve beskyttelsespenge.

Der findes andre eksempler på udfordringer til voldsmonopolet, som f.eks. den legitime opkrævning af beskyttelsespenge, der foregår i regi af de private vagtkorps. De forsøger at låne politiets troværdighed ved at iføre sig uniformer, blå blink og våben så vidt loven tillader. De udnytter et hul i markedet for tryghed, som politiet ikke kan udfylde.

Selvom vagtkorpsene er meget velorganiserede og sammenlagt beskæftiger lige så mange mennesker som politiet, udgør de ingen direkte trussel mod politiet, fordi de alle med få undtagelser har erklæret deres loyalitet mod det eksisterende samfund og dets myndigheder. Man kan betragte deres funktion som en udlicitering af ordenspolitiets mindst vitale opgaver.

Den afgørende forskel mellem en mafia og en stat er legitimiteten. I en mafia avancerer man ved hjælp af vold, mens ledelsen af staten Danmark er overladt til de folkevalgte og deres embedsmænd. Det særlige ved et demokrati - vel at mærke i fredstid - består i, at adgangen til magten og dermed kontrollen med voldsmonopolet netop ikke tilvejebringes ved hjælp af volden selv.

Man kan godt være uenig med statsministeren og samtidig være overbevist om hans ret til at være statsminister. Denne legitimitet betyder blot ikke, at magten 'an sich' ikke er bygget på voldens mulighed. Uden folk intet demo-, og uden voldens mulighed intet -krati.

Forsøger man imidlertid med vold at give sig politisk til kende - om det så blot er ved at smide med maling - falder magtens hammer hårdt. Strafferetligt set er et enkelt sprøjt med rød farve nærmest harmløst, men i magtens kontekst er der tale om en handling, der straffes strengt, fordi den forsøger at overhale den legitime magt indenom. Den vil bringe magten i tale ved andet end tale, og det er udemokratisk.

På samme måde er den, der vil anvende vold, der ikke er legitimeret af den ramme, som en demokratisk stat udgør, også udemokratisk. Det gælder i almindelighed for din lokale voldsforbryder, men det gælder i særdeleshed for selvbestaltede tæskehold.

Derfor er det ikke kun nykonservativ ideologi, når politiet går så hårdt efter Christiania. Så længe politiet ikke kan virke på normale vilkår på dette område, er den almindelige borger stedt i den nød, at de retssikkerhedsgarantier, der følger - eller burde følge - med politiets udøvelse af statens voldsmonopol, er annulleret.

Politiets voldsanvendelse er underlagt strenge bestemmelser med mulighed for anke og erstatning. Så forfinet fungerer Pusher Street ikke. De er ikke interesseret i borgernes rettigheder. De ønsker blot at handle i fred for paragraffer, fotografer og andre forstyrrende elementer.

(Politiken 13. juli 2003. Udtrykket hos Weber er ikke helt korrekt gengivet. Han taler i 'Politik als Beruf' om "das Monopol legitimer physischer Gewaltsamkeit" En sætning, der kun gav begrænset mening, er strøget. )