Grundtvig, nazisme, krig og demokrati

Det er ganske rigtigt en nødvendighed at bearbejde ikke alene venstrefløjens, men også højrefløjens fortid, som Henning Tjørnehøj har gjort opmærksom på bl.a. her i avisen med tanke på især højreradikalismen i mellemkrigstiden. Den var ikke blot et randfænomen, men trak på sympatier og inspiration, der lå tæt på traditionelle danske politiske kerneværdier. Henning Tjørnehøj peger på sammenhængen med grundtvigianismen, og det kunne han såmænd også have haft ret i, for der er i udgangspunktet en sammenhæng mellem fx den nazistiske forestilling om Volk og det folkelighedsbegreb, der udvikledes af grundtvigianismen.

De danske nazister var fx indledningsvis meget begejstrede for Grundtvig. Da partiet præsenterede sit program for offentligheden i 1930, skete det ikke uden grund i Grundtvigs Hus i København, og det blev nedfældet som en af partiets formålsparagraffer, »at de Grundtvigske Højskoler overtages af Staten og føres tilbage i Stifteren Grundtvigs Aand«. Det stod med andre ord klart, at de danske nazister ikke mente, at højskolerne i deres daværende form var skikkede til at fremme nazismens sag.

Når nazisterne havde vanskeligt ved at få afsat deres tanker til de højskolefolk, der i øvrigt dyrkede det nationale og det nordiske med samme patosfyldte ildhu, skyldes det, at det grundtvigske folkelighedsbegreb var så tæt knyttet til demokratiet. Under forfatningskampen frem til systemskiftet 1901 var der en tæt alliance mellem grundtvigianismen og partiet Venstre, der kæmpede ihærdigt for indførelsen af demokratiske tilstande. Der skete en sammenkædning af folkelighedstanken og demokratiet som styreform udtrykt ved det ofte anvendte udtryk Folkestyre, som blot er en oversættelse af det græske ord demokrati.

På samme måde som grundtvigianerne støttede folkestyret, afviste nazisterne forestillingen om den demokratiske Grundtvig. Partibladet skrev fnysende – det var ret sjældent ufnysende – i 1941:

»Der synes ikke at være nogen Ende paa Demokratiets Misbrug af store Navne i Nordens Aandsliv, naarsomhelst en enkelt løsreven Ytring i Digt, Prosa eller Tale kan bruges til Anbefaling af den jammerlige parlamentarisk-partipolitiske Korruption, der i Øjeblikket regerer Danmark. Hvor meget er f.Eks. ikke Grundtvig blevet mishandlet og fordrejet af Parlamentarismens Lakajer i den Hensigt at fremstille den helt igennem danske Skjald som Forkæmper for et fra England importeret ’Folkestyre’. Men Grundtvig er jo død og kan ikke replicere.«

Følelserne var gengældt, om man så kan sige. Den grundtvigianisme, der var forankret i folkestyret, brød sig ikke om nazismen. Ser man efter højskolebevægelsens reaktion på nazismen allerede tidligt i 1930erne, må det konstateres, at langt de fleste højskolefolk var imod hitlerismen. Socialdemokraten og den erklærede grundtvigianer Frederik Borgbjerg mente ganske enkelt, at det var Grundtvig, der havde vaccineret danskerne mod den politiske smitte sydfra. Niels Bukh (Ollerup) og Aage Møller (Rønshoved) udgjorde de væsentligste undtagelser, om end et par ganske prominente af slagsen. Især Niels Bukh havde mange elever på sin skole, men til gengæld temmelig få disciple, der fulgte hans ideologiske overbevisning. Aage Møller måtte – mod sin vilje – fyre en af sine lærere, der var åbenlys nazist, fordi han mistede elever på at have sådan en karl ansat.

Tjørnehøj forsøger her i avisen den 20. august med to eksempler at vise, at der var mere sympati for nazismen blandt højskolefolk end som så. Aage Møller og Niels Bukh har han nogenlunde rigtig fat i, men det står værre til med Morten Bredsdorff og Hans Haarder. Den artikel af Bredsdorff, som Tjørnehøj citerer, handler ganske vist om, at man må forstå tyskernes og italienernes omvendelse til nazisme og fascisme, men Bredsdorff understreger endog meget tydeligt, at man på vegne af humanismen og menneskekærligheden bør tage afstand fra fascismen. Tilsvarende insinuerer Tjørnehøj, at der skulle være noget speget eller fordækt ved et foredrag, Hans Haarder holdt i 1933, men foredraget var faktisk et meget entydigt forsvar for den danske linie, som man sagde, det vil sige folkestyret og dets kvaliteter: »vi hylder Friheden her mod Nord, i Modsætning til Magthaverne i det tredje Rige«.

Tjørnehøj har et gammelt udestående med både grundtvigianismen og partiet Venstre, og inddragelsen af Hans Haarder i forsøget på at kategorisere grundtvigianerne som krypto-nazister, er antagelig ikke helt uden sammenhæng med, at Haarders søn hedder Bertel til fornavn.

Fra 1930ernes nærmest teoretiske overvejelser om nazismen kom der jo helt andre boller på suppen efter den 9. april 1940. Højskolebevægelsen – for så vidt man kan tale om den i bestemt form ental – kan som sådan ikke rose sig af et nævneværdigt stærkt engagement i modstandsbevægelsen. »Ak, hvor er Højskolens røde Tro og hvide Vrede i denne sorte Nat?« skældte Kaj Munk i sin nytårsdagsprædiken i 1943. Han fordelte normalt selv sin teologiske gunst ligeligt mellem grundtvigianerne og Indre Mission, men i spørgsmålet om viljen til at ofre liv og blod på nationens alter mente han, at grundtvigianerne havde svigtet deres ideologiske udgangspunkt. Hans ros tilfaldt Indre Missions formand, der i 1942 flere gange offentligt havde kritiseret den tyske besættelse og især jødeforfølgelserne.

Dansk Samling, hvem Munk støttede finansielt, var det nærmeste, man kommer en grundtvigsk fraktion i den aktive modstand. Dansk Samlings hovedskikkelse, Arne Sørensen, skrev i 1930erne positivt om Grundtvig og i øvrigt også negativt om nazismen, uden at han af den grund dog i første omgang var nogen tilhænger af det parlamentariske demokrati. Det kom først senere.

Grundtvigs navn kom dog til at spille en ikke uvæsentlig rolle for modstandsbevægelsen. I 1941 blev der iværksat en plan til finansiering af engelske faldskærmsagenter. Den gik ud på at skaffe danske kroner fra frivillige bidragydere, der blev krediteret hos SOE i London for et tilsvarende beløb i pund sterling til udbetaling efter krigen. Der var tale om et beløb på over fem millioner kroner. Den blev kaldt Grundtvigsplanen, men havde i øvrigt intet med Grundtvig at gøre. Som i al kodesprog handlede det om at give projektet en betegnelse, der ikke på nogen måde kunne give fjenden en idé om, hvad den gik ud på.

Hal Koch blev den, der om nogen satte ord på grundtvigianismens og højskolebevægelsens retning under krigen. Udgangspunktet var nogle meget populære forelæsninger om Grundtvig i efteråret 1940, som førte til, at Koch blev valgt som formand for paraplyorganisationen Dansk Ungdomssamvirke. Koch udviklede i løbet af vinteren 1940-41 sine tanker om modstandskampens karakter. Han forlod sit udgangspunkt, som var en lidt floskuløs nationalisme, og blev efterhånden mere og mere politisk. Han omdefinerede kampen fra at være et modsætningsforhold mellem dansk og tysk til at være en eksistentiel kamp mellem demokrati og despoti. Den byggede på oplysning og bevidstgørelse snarere end følelsesmæssige appeller. Koch ønskede ikke national samling og hyggelig samdrægtighed, men derimod bevidstheden om, at det er muligheden for at være forskellige og uenige, der udgør grundlaget for det gode samfund. I kampen mod nazismen handlede det om ikke at blive som nazisterne. Modstandskampen skulle ikke kopiere de totalitære metoder.

For en person som Kaj Munk var konflikten et spørgsmål om nationens ære, der ikke lod sig adskille fra den enkeltes. At stille sit liv til rådighed for en af krigens parter var for Koch blot en privatsag. Kun mennesker kan have ære, og kun af sig selv og ikke af andre kan man kræve ofre. Nationer er politiske organismer af en helt anden natur end individet, mente Koch. Munk var ikke noget politisk menneske i den forstand. For så vidt han havde politisk sans, var den styret af følelser. Munks ry bygger ikke på analytiske evner eller indsigt, men derimod på det ene forhold, at han var parat til – og sandsynligvis ønskede – at ofre sit liv for sin overbevisning – og gjorde det. Hans personlighed var væsentligt større end hans intellekt.

Koch kunne ikke skrive aktiv modstandsmand på sit CV. Hans linie var uheroisk. For ham handlede striden om, at samfundet skulle kunne være sig sine midler bekendt, når freden kom. Hvis man troede på demokratiet i fredstid, måtte man også have tillid til de valgte repræsentanter i krigstid.

(kronik i Berlingske Tidende 23. aug. 2005)